Der er et stigende antal piger/kvinder, som begynder at gå på jagt. Rundt om i landet meldes om flere piger/kvinder på jagttegns-holdene, og det er helt almindeligt at møde kvinder/piger på jagter af alle slags. Så det har geværproducenterne selvfølgelig også fået øje på.
Flere af de store producenter har gennem længere tid haft særlige “damemodeller” i programmet, men det har ikke været helt så fokuseret, som med de øvrige geværer i sortimentet.
Men hvorfor skal piger/kvinder have våben , som ikke bare kan tages ned fra hylden, som de fleste mænd kan gøre det. Der er jo naturlige forskelle i kropsbygning og i nogle tilfælde styrke, som springer i øjnene. Det har i mange år fået mange velmenende mænd og sælgere til at anbefale letvægtsgeværer og i mange tilfælde geværer i kaliber 20. Det har sjældent været en succes, da disse har betydelig mere rekyle end en almindelig kaliber 12.
Det har så medført, at en del af disse geværer når de er kommet i brug med dårlige erfaringer er blevet udstyret med rekyldæmpende bagkapper i vekslende kvalitet og med meget varierende effekt. Det er ikke løsningen. Derimod vil en almindelig kaliber 12 med en fornuftig tilpasning af især skæftet og forskæftet ofte være en virkelig god løsning. Skæftet skal ofte være lidt kortere end den fremtrædende skæftelænge på 37-38 cm. Det er en forholdsvis enkel operation.
Forskæftet på mange over/under modeller er i tiden løb blevet ret kraftige – læs: brede. Det passer måske til det vi kan kalde en god mandehånd, men sjældent til kvinder/piger og for den sags skyld heller ikke til mænd af mindre kraftig bygning. Det kan også løses, men er ofte en lidt bekostelig affære hos skæftemangeren. Derfor har de nye modeller smallere pistolgreb og forskæfter. Deres skæftelængde er kortet ned til omkring 35 cm.
Endelig vil det i mange tilfælde være en god ide, at kvinder/piger får forhøjet ryggen på skæftet. Det kan være det såkaldte Monte Carlo skæfte, som Sauers Artemis har som standard, men det kan jo også indstilles ved hjælp af et skæfte med justeringsmuligheder i højden indbygget.
Den engelske ekspert i geværtilpasning Mike Yardley anbefaler forhøjet ryg sammen med en forholdsvis smal sigteskinne. Det skyldes efter hans mening (og mange års erfaring), at kvinder i modsætning til mænd sjældent har et enkelt mesterøje, men i mange tilfælde skyder lige godt med “to mesterøjne”. Han anbefaler iøvrigt også løb på maks. 71 cm, bl.a. for at holde vægten nede . (Han anbefaler det samme til mindre mænd.)
Det værste eksempel jeg er stødt på var for nogle år siden med en italiensk over/under i kaliber 20, som blev solgt som en såkaldt “Ladies Gun”. Den havde 68 cm. løb og vejede lige under 2.5 kilo. Den kunne skyde med Magnum patroner, hvilket jeg prøvede – een gang. Rekylen lå i samme niveau som en .375 Magnum dobbeltriffel! Ikke just en anbefaling til nyjægere – uanset køn.
De producenter, som nu er på banen med specialgeværer til kvinder/piger har da også lagt de små kalibre og den lave vægt til side. Dem jeg har set, er langt hen ad vejen identiske med de andre modeller med hensyn til vægt og ofte med de kortere løb.
Personligt har jeg ikke oplevet, at de to Ladies Guns jeg har testet har afveget meget fra øvrige over/undere (bortset fra den ultralette 20’er). Hvis jeg skulle give et godt råd vil det være at finde et gevær man som kvinde/pige godt kan lide og har tillid til. Allerbedst prøve det og så tænke på, om det kan justeres ind til netop min fysik og skydeevne. Som vi jo egentlig alle burde gøre det.
Det kan det i næsten alle tilfælde. Skæftetilpasning og justering kræver eksperthjælp fra en dygtig bøssemager og måske en dygtig skydeinstruktør – og i alle tilfælde dem begge. Så kan ryggen måske hæves en smule, skæftelængden kan justeres og der kan reduceres i træværket på både pistolgreb og forskæfte. I det tilfælde vil den kvindelige jæger ikke få en Ladies gun, men en helt personligt tilpasset over/under.
Perazzi har en Ladies Sporter med Monte Carlo skæfte, det samme har Rizzini med model V3, italienske Franchi har også en model med dette skæfte. Ingen af dem er mig bekendt tilgængelige i Danmark. Allerede i 2014 var en af de mest nytænkende producenter ude med en specialmodel til kvinder/piger. Cæsar Guerinis Syren-model var vel den første, som tog skridtet fuldt og lavede en model med Monte Carlo skæfte. Siden er Sauer som nævnt fremme, men det er jo en Ladies model de har købt af Fausti Arms. De har lige præsenteret deres egen model: Fausti Afrodite. Senest har Blaser lavet en F16 Intuition. Som er en videreudvikling af F16, som jo blev meget godt modtaget her i Danmark.
Der skal så vidt jeg har erfaret ledes efter de nye modeller. Nogle af dem er slet ikke på hylderne i Danmark og nogle af kommer nok slet ikke. Men hvis de nye (og “gamle”) kvindelige jægere og sportsskytter for alvor begynder at spørge efter disse modeller skal de nok komme til Danmark.