Anbefalingerne til hvordan kommunerne administrerer støj fra udendørs skydebaner, hvor der skydes med hagl – alstå flugtskydningsbaner – er nu sendt til kommunerne og de involverede organisationer, efter en omfattende sagsbehandling og en omfattende høringsproces.
Det handler om at nu er det tal omkring støj fra 2018, som skal gælde. De gamle tal fra 1998, som har været gældende hidtil viser – meget forenklet – f.eks. 113 dB ved 45 grader. De nye viser 115 dB. Der er generelt tale om stigninger og det kan skyldes flere faktorer. Men at de nye anbefalinger tager de nyeste tal i brug er ikke nødvendigvis ensbetydende med stramninger eller at vi kan se frem til at flere flugtskydningsbaner bliver truede.
De målinger som er udført i 2018 og tidligere er meget komplicerede og omfatter målinger i forskellige afstande og højder. Det understreges stadig, at målingerne skal laves ud fra skydning på hårdt grundlag. De vejledende grænseværdier for støjbelastningen fra skydebanerne, som lægges til grund for kommunernes miljøgodkendelser, er de samme – det er udgangsværdierne (kildestøjen) for haglvåben, som er ændret. Altså støjen fra selve skuddet, men målt ud fra mange forskellige kriterier.
Her kan du læse svaret til kommunerne
Ikke en stramning
Det betyder i praksis, kommunerne ikke skal i gang med at foretage nye beregninger eller målinger, men kan køre videre med de eksisterende tal og godkendelser. Det betyder selvfølgelig, at hvis der skal anlægges nye flugtskydningsbaner kan der være tale om andre kriterier end dem vi kender i dag.
Som altid vil det være lokalområdets opfattelse af skydeaktiviteten, som er afgørende. Altså vil langt de fleste skydebaner ikke opleve nogen ændring. På landsplan er det ganske få baner, som har problemer med støjen og naboerne.
Det fremgår også af materialet, at hensynet til de omkringboende fortsat skal være i fokus. Og det vil bl.a. være ved at man på skydebanerne i det omfang det er muligt bruger patroner med så lavt et støjniveau, som muligt.
I mange andre forhold f.eks. trafik og andre sportsaktiviteter oplever kommunerne, at mange beboere i lokalområderne er blevet mere “støjfølsomme”. Også børnehaver og padel-tennisanlæg er nu i søgelyset hos naboerne.
Det er jo en kendt sag, at mange sportsskytter i stigende grad benytter mere og mere hårdtladede patroner med højere og højere udgangshastigheder. Og dermed også en større støjbelastning. For at imødekomme eventuelle problemer kunne det være en løsning, at anbefale skytterne at bruge “normale” patroner til træning.
Der er i anbefalingen fra Styrelsen ikke nogen opfordring til kommunerne om at gå i gang med en systematisk gennemgang og måling af flugtskydningen i lokalområdet. Hvis der er behov for målinger har kommunen mulighed for at påbyde, at der foretages målinger. Det vil fortsat ske som vi kender det, i forbindelse med udvidelser, ændringer af skydetider og omfanget af skydedage. Og så vil det selvfølgelig som hidtil ske, at en bane tjekkes i forbindelse med fornyelse af miljøgodkendelsen.
Miljøstyrelsens nye anbefalinger kommer efter en høringsproces, hvor en række kommuner og involverede organisationer med interesse i flugtskydning har leveret input, inden anbefalingen er blevet skrevet.
Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om processen og du kan læse alle indlæggene i høringen her
Nu har Miljøstyrelsen haft disse indlæg til overvejelse og i denne oversigt kan du læse styrelsens kommentarer fra 26. april i år til de enkelte indlæg.