Der er endnu usikkerhed om fremtiden foir jagten på udsatte fasaner i Danmark
Der er tilsyneladende endnu ikke opnået enighed i Vildtforvaltningsrådet om fremtiden for udsætning af fasaner, ænder og agerhøns i Danmark. Som det kan læses i artiklen fra onsdag var en afgørelse ventet i denne uge.
Men intet er kommet fra rådet og det kan kun tolkes som problemer med at nå til enighed om indstillingen. Det er sandsynligvis den stående kamp mellem Dansk Ornitoloigisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening, som ønsker enten forbud eller begrænsninger og så Landbrug & Fæødevarer, Dansk Skovforening og Jægerforbundet, som ønsker så få begrænsninger som muligt.
En del har henvendt sig til mig efter artiklen og der er mange som følger denne sag meget tæt både blandt jægere, lodsejere og andre. Når indstillingen offentliggøres vil den komme her med det samme.
På samme møde skulle Vilforvaltningsrådet iøvrigt få en rapport fra Københavns Universitet om Jagtens Værdi – denne rapport er ifølge universitetet endnu ikke klar til offentliggørelse.
Oprindelig artikel:
Det var ventet, at fremtiden for udsætning af fasaner, ænder og agerhøns kunne blive afgjort på Vildtforvaltningsrådets møde i dag tirsdag. Men det lykkedes åbenbart ikke medlemmerne at blive enige og nu kan der tidligst ventes en afgørelse sidst på ugen.
Punkt 2 på dagsordnen i dag var „(udsætnings)udvalgets indstilling til Miljøministeren om udsætning af gråænder, fasaner og agerhøns til beslutning.‟ Altså skulle rådet på udsætningsudvalgets indstilling slutte den årelange diskussion om udsætningen.
Det er ikke muligt at få noget at vide om, hvad der forhaler afgørelsen. Rådets medlemmer har som tidligere nævnt givet hinanden håndslag på ikke at udtale sig før afgørelsen er truffet.
Udsætningen af de 1.5 millioner fasaner plus ænderne er ellers et af de virkelige store emner i rådet og det er ikke nogen hemmelighed, at der undervejs er blevet lagt arm mellem de to grupperinger i rådet under de langvarige drøftelser. Læs artiklen fra 17. marts
Der er som nævnt ikke kommet noget ud, men jeg vover dog at fortælle at rygterne går på, at de stærkeste modstandere af udsætningerne ikke har rykket sig op til mødet i dag.
Jan Eriksen – formand for Vildtforvaltningsrådet
Formanden for Vildtforvaltningsrådet Jan Eriksen siger her til aften (tirsdag), at det drejer sig om nogle formuleringer, som skal ændre og han tror på, at det kan klares skriftligt inden ugens udgang.
Læs artiklen fra den 30. maj som optakt til dagens møde med den seneste undersøgelse af udsætningernes omfang.
Her den unge hanulv, som blev udstyret med GPS sender den 5. december 2022 og har fortalt om ulvens adfærd siden.
For første gang er en ulvs færden i det danske landskab blevet kortlagt med GPS. Data fra tre måneders overvågning viser, at ulven undgik mennesker og næsten udelukkende færdedes på hede og i skov. Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det er en hanulv, som er fulgt med GPS og den blev mærket med sporingen i decmber 2022.
Det er DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi under Århus Universitet som har fulgt ulven og nu har fremlagt rapporten, som viser ulvens adfærd.
Kun tre procent at tiden blev ulven registreret på veje, og den opholdt sig slet ikke på arealer, der kan betegnes som ”bebyggelse”.
”Notatet viser, at den GPS-mærkede ulv opfører sig, som man kan forvente af vilde ulve. Den undgår mennesker og opholder sig i naturen, hvor den har et solidt naturligt fødegrundlag i form af råvildt og krondyr,” konstaterer Miljøstyrelsens ulvemedarbejder Lasse Jensen i pressemeddelelsen.
Ulven i Danmark er som bekendt til løbende debat og Vildtforvaltningsrådet skal endnu en gang på sit møde tirsdag den 6. juni snakke ulv.
Små udbytter på mindre jagter har forståelse i befolkningen, men endnu en afsløring af urigtige oplysninger omkring de store fasanudsætninger skader jægernes omdømme og historien om at høste af naturens overskud synes meget fjernt fra udsætning af 1.5 millioner fasaner i Danmark
Lige før Vildtforvaltningsrådets møde den 6. juni, hvor der ventes en afgørelse om anbefalingerne vedrørende udsætning af fasaner og ænder, viser en rapport at der udsættes omkring 1.5 millioner fasaner i Danmark. Og rapporten slår fast, at det efter alt at dømme er større end „det antal på op mod en million, der indberettes.‟ Altså er de hidtil gældende oplysninger om udsætning af fasaner og ænder væsentlig højere end 1 million fasaner og 300.000 ænder, som hidtil har været nævnt. Rapporten er udfærdiget af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, som hører under Århus Universitet. Det er Niels Knastrup og Thomas Kjær Christensen, som har skrevet rapporten, som du kan læse i sin helhed her
Vildtforvaltningsrådets medlemmer i udsætningsudvalget holder det kommende forslag til beslutning tæt ind til kroppen. Så vidt positivskydning.dk erfarer har alle givet hinanden håndslag på, at ingen udtaler sig før mødet den 6. juni. Formand for udvalget er Flemming Torp (medlem for Friluftsrådet) og de øvrige medlemmer kommer fra Landbrug & Fødevarer, Dansk Skovforening, Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Jægerforbund, Dansk Ornitologisk Forening og Miljøstyrelsen. Formanden for Vildtforvaltningsrådet Jan Eriksen siger i dag, at end ikke han kender teksten i beslutningspapiret. „Jeg går ud fra, at der opnås enighed, men det er der ikke nogen garanti for‟, siger Jan Eriksen. Rådet har arbejdet med udsætningsproblematikken i de sidste par år og der har i den tid været ret skarpe modsætninger mellem to grupper i rådet. I en tidligere artikel beskrev jeg modsætningerne i rådet. Om der er sket ændringer i styrkeforholdet er umuligt at sige i dag.
Rapporten forsøger at tage højde for usikkerhed omkring „optællingen‟, men metoden som er brugt er så overbevisende, at rapporten ikke holder sig tilbage fra at estimere antallet af udsætninger i den størrelsesorden, som er nævnt her. Noget af usikkerheden skal bl.a. søges i de opdræt af fasankyllinger som finder sted lokalt, ikke medregnes i indberetningerne til det Centrale Husdyr Register.
Det er også til dette register, at mange af de jagtkonsortier, godser og landbrugsejendomme som udsætter fasaner ikke indberetter de korrekte antal selv om det er lovpligtigt. Hvert år er der tilfælde af flere udsætninger, som Fødevarestyrelsen afslører ved kontrolbesøg. Bl.a. derfor er der i år varslet en skærpet kontrol med opdræt og udsætninger.
Befolkningen ser ikke med milde øjne på de store udsætninger. Det fremgår af tidligere relevante undersøgelser af danskernes forhold til jagt. Og fortællingen om at jægerne kun skyder til eget bord hjemme i familien holder heller ikke vand på grund af de stigende udsætninger.
Det er ikke kun i Danmark, at der er begrundet skepsis overfor udsætningen af fasaner og ænder. Lige nu er parlamentet i Wales i gang med lægge op til en ændring eller måske endda et forbud. Går dette igennem i Wales – som har Labour-flertal – frygter de engelske jægere og jagtarrangører, at det også vil ske England og Skotland efter et kommende parlamentsvalg, hvor det er sandsynligt at Labour vinder magten.
Der er meget på spil. Ikke blot troværdigheden overfor politikere og lovgivere, men også overfor befolkningen. Desværre er det jo sådan, at langt de fleste jægere i Danmark, som ikke går efter fasanerne alene vil blive ramt. Den lille udsætning på den lille jagt, som alle sympatiserer med vil uvægerligt også lide under det tillidstab, som de store udsætninger og de uregistrerede/ulovlige udsætninger står for.
De fleste kender det russiske haglgevær Baikal. Kendt for at være et gevær selv en tåbe ikke kan ødelægge. Et gevær, som kan tåle at blive kørt over af en traktor uden at bøje og som kan skyde i generationer.
Det er også geværet, som mange elsker at hade. Det er ikke pænt. Skæftet er sjældent smukt. Det er meget tungt og der er ikke megen prestige i en Baikal.
Men ikke desto mindre er der rigtig mange, som elsker deres Baikal. Det er haglgeværer, som mest er kendte som over/under modeller eller halvautomater. Men de kom også som side-by-side geværer i starten af den periode mærket kom til Danmark. Det var i begyndelsen af 70’erne og siden er de så blevet et af de mærker som har trofaste følgere. Men da Sovjetunionen stoppede og det store land faldt fra hinanden led også den civile våbenproduktion i opløsningstiden. Baikal fabrikken havde nogle turbulente år og leveringerne ud af Rusland gik i stå.
Det er nu flere år siden, der kom nye Baikal-geværer til Danmark. Importen gik som nævnt i stå og med Ruslands invasion i Ukraine og boykot af russiske varer er Baikal i nye udgaver helt ude af billedet i mange år endnu. Så når der er tale om Baikal i dag er det „gamle‟ udgaver, som har været i brug i mange år og dem jeg har set, er alle af meget forskellig kvalitet. Ikke noget galt med stålet, men en Baikal har det med at have levet et hårdt liv.
Der er utrolig mange historier om Baikal; hvor de kommer fra og hvad de har været brugt til. Med til disse historier hører også at fabrikken i Rusland ikke blot lavede geværer til menigmand, men også rigtig mange de luxe udgaver. De hed ikke Baikal, men med betegnelsen MU efterfulgt af et tal for type, udførelse og produktionsår.
De dyre MU-udgaver blev også importeret til Danmark (og Sverige), men ikke i samme antal som de billige. Og der var nogle her i Danmark, som igennem tiden har købt de dyre udgaver. I den klasse er der både tale om side-by-sides og over/undere.
Så der findes også en del MU’ere, som er i brug den dag i dag. En del af dem er i tidens løb endt hos samlere og derfor kommer de forholdsvis sjældent ud på det åbne marked.
De fine udgaver er en historie for sig selv
De fine MU-udgaver blev bl.a. produceret til højtstående partimedlemmer, funktionærer eller militærfolk i det gamle Sovjetunionen. Og jo højere i systemet man befandt sig, jo finere og flottere geværer fik man foræret eller kunne købe. Og jagt var en populær fritidsbeskæftigelse, også blandt de kommunistiske topfolk.
Men der var en anden kategori, som kunne være heldige at få et eksemplar af de flotte MU’ere. Nogle af geværerne blev kaldt „ambassadørudgaver‟ – altså et gevær som kun ambassadører i det diplomatiske korps fik. Oftest som gaver fra staten. Men der var også „ministerudgaverne‟ med nogenlunde samme systematik indbygget. En gave til en besøgende minister fra et venligsindet land eller måske en gave en sovjetisk minister havde med til sin kollega i det land han besøgte. Det vil ifølge logikken sige, at der sandsynligvis findes nogle af disse eksemplarer også her i Danmark. Men hvor de er, nu kan næppe spores.
En gang imellem popper der sådan et pragteksemplar op, som ingen rigtig ved hvor kommer fra den gang i slutningen af 60’erne eller begyndelsen af 70’erne. Sådan et gevær er denne MU‛ er som jeg har fået lov at kigge på af den nuværende ejer. Det er en MU med betegnelsen 111. Geværet kommer fra et dødsbo, men jeg har ikke andre oplysninger. Det er fuldt lovligt og registreret.
Hvad er så en MU 111 i ambassadør- eller ministerklassen? Det er bare så flot og så gennemført næsten hele vejen igennem så det er meget svært at se det kommer fra samme producent som laver husmandsBaikal’en. Det gør det jo så heller ikke. MU’erne blev lavet et helt andet sted og har vel egentlig kun ståltypen i løbene fælles med de billige og byen hvor de blev lavet.
Der er så en smule mindre stål i løbene, men nok til at de første seks-syv ejere selv ved megen skydning ikke behøver at frygte for at løbene bliver tyndslidte. Der er en finish på hele mekanik-delen som er på højde med det bedste af det bedste. Måske endog sådan, at selv en engelsk bøssemager, der filer mekanik hos de kendte i London kunne lære noget. Der kan ikke sættes en finger på en MU8’er, når vi snakker mekanik og teknisk udførelse.
Håndgraveret og aftrækkerbøjle i sølv
Graveringen på geværet er håndarbejde fra start til slut. Dybe udskæringer og typisk for den tids håndgraveringer
Det kan godt være de kendte engelske, tyske og østrigske gravører står som mestrene i våbengravering. Men der har altså siddet nogle ovre i det gamle Sovjet som også kunne de ting. Ofte uddannet på specielle gravørskoler.
Sådan er baskylen på denne bokslås MU111 udsmykket. Samtidig i en meget sjælden udførelse på en blank ståloverflade. Virkelig dybe graveringer med flotte detaljer. Måske vil man i dag sige, at graveringen står lidt til den grove side og måske vil mange foretrække en super-lasergravering i dag. Men det her er lavet med håndværktøj uden at ryste på hænderne. At holde den blanke overflade ren og fri for rust kræver også en indsats.
De øvrige graveringer er i samme kvalitet og der er lige den detalje, at aftrækkerbøjlen er i ægte sølv. Måske det er en minister-udgave?
Usædvanligt for det vi kanlder kontinentale haglgeværer har russeren Churchill sigteskinne. Altså en smal forhøjet skinne, som eller mest ses på geværer med korte løb
Selvfølgelig er det et gevær med en fin balance og løbene er 75 centimeter lange med ret tætte boringer. Skæftetræet lever ikke helt op til resten af standarden. Jeg ved ikke om vi kan kalde det russisk valnød, men det er lidt kedeligt. Geværet har engelsk skæfte med forhøjet ryg. Det er noget vi kun ser på geværer fra Europa og så altså USSR.
Jeg har kigget på denne usædvanlige side-by-side sammen med en standard Baikal side-by-side fra samme periode. Der er flest over/under modeller rundt omkring, men denne side-by-side fandt jeg hos Jagthuset Skov i Bording. Prisen på denne er 2.195 kroner. Luksusmodellen har ikke nogen pris. Der er ikke noget sammenligningsgrundlag udover at løbene ligger ved siden af hinanden. Om den danske jæger eller den sovjetiske bonde som kunne få en standard fik mere vil på tasken end den som fik luksusudgaven er jo slet ikke relevant i denne sammenhæng.
Der er naturligvis samlere af disse gamle, fine russiske geværer og det hører med til historien om MU-modellerne, at de i dag sælges til priser, som i nogle tilfælde får engelske samtidige til at ligne discountpriser…
De kommer fra samme producent eller rette fra samme by i det tidsligere Sovjetunionen. Øverst en luksus MU111 og nederst en almindelig Baikal.
I 2021 skrev jeg om Baikal og i den forbindelse fortalte jeg mere om historien bag kultgeværerne fra Sovjetunionen. Læs artiklen her
Jeg testede i Baikal sporter i 2016. Læs artiklen her
Navn og typebetegnelse på MU-geværet er rettet til det rigtige: MU 111.
„Bæredygtig Jagt‟ er en mærkningsordning, der er et samarbejde mellem Sektion for større jordbrug, Dansk Skovforening, Danmarks Jægerforbund og Herregårdsjægerne.„
Organisationerne „Landbrug & Fødevarer‟ , „Dansk Skovforening‟ og „Danmarks Jægerforbund‟ startede for nogle år siden „Bæredygtig Jagt‟ med det hovedformål at bevare mulighederne for at udsætte fasaner, ænder og agerhøns. Medlemmerne er større godser og skovejendomme. På hjemmesiden præsenteres det som Danmarks stærkeste jagt- og naturnetværk.
Det er ikke nemt at gennemskue om det er en forening, en gruppe eller en lobbyvirksomhed. Skal man tolke hjemmesiden er den såkaldte „Mærkningsordningen‟ det vigtigste redskab man råder over. Det er ikke et mærke som f.eks. kan klistres på en nedlagt fasan eller på en bil. Det er i denne sammenhæng et begreb. Og tilmeldingen til ordningen er tilsyneladende det samme som medlemsskab. Hvad begrebet egentlig står for er ikke helt tydeligt, når det ikke er et mærke i gængs forstand.
Der er ifølge medlemslisten 14 ejendomme tilmeldt ordningen. Kun en enkelt af disse har reageret på et spørgsmål til alle, om de benytter mærkningsordningen aktivt. På hjemmesiden gøres opmærksom på, at der er flere medlemmer, men disse ønsker ikke at få medlemsskabet offentliggjort. Den offentlige liste kan findes her. Den manglende reaktion kan tolkes som udtryk for at den såkaldte mærkningsordning ikke har stor tilslutning.
En enkelt, som er med fortæller, at der er opsat et skilt med Mærkningsordningen i jagtstuen på godset, men det er så det man gør.
Det fremgår omkring ordningen, hvad det hele drejer sig om: „Bæredygtig Jagt‟ er udfærdiget af Danmarks Jægerforbund efter mærkningsordning for opdræt- og udsætning af fjervildt – „Bæredygtig Jagt‟. Denne vejledning er udarbejdet som hjælp til jagtvæsener og andre aktører på skov- og landbrugsejendomme, der udsætter fasaner, agerhøns eller ænder og som ønsker at være en del af mærkningsordningen.
Ordningen henvender sig tydeligvis til større jagtudlejere og det er også disse, som er nævnt i medlemslisten. Det ene medlem, som har forklaret medlemsskabet skriver: „Vi er medlem af bæredygtig jagt og tilmeldt mærkningsordningen. Jeg er medlem for at bidrage til udbredelsen af det gode budskab til samfundet. Derudover vil jeg gerne tydeliggøre, at vi på XXXXgaard overholder alle love og etiske retningslinjer for ”Best practice” indenfor udsætning, pasning og jagt udøvelse.‟ Ejeren ønsker ikke navn eller ejendommens navn offentliggjort. Det er et gods på Sjælland med udlejning til seks konsortier.
Bæredygtighed eller ?
På hjemmesiden findes også en oversigt over forhandlere af vildtkød og forarbejdning af vildtkød. En henvendelse til alle virksomhederne på listen medførte reaktioner fra de fleste: de vidste ikke, at de er nævnt på hjemmesiden og de har ikke selv aktivt tilmeldt sig. Tilsyneladende er listen revideret indenfor den sidste måneds tid og den fremstår som en oversigt, der kan tolkes som virksomhederne er aktive deltagere i projektet. Det er de som jeg har fået det oplyst ikke. Flere af virksomhederne på listen er iøvrigt ikke aktive mere og ingen af virksomhederne kendte eller brugte ordningen. De virksomheder jeg har haft kontakt med repræsenterer over 90 procent af vildthandlere og forarbejdningsvirksomheder.
Bæredygtighed er i de senere år blevet brugt og misbrugt i mange sammenhænge. Oprindelsen stammer fra den tidligere norske stasminister Gro Harlem Brundtland. Hun var formand for en FN kommission som allerede i 1987 skulle kigge nærmere på de problemer vi oplever for fuld styrke i dag med klima og miljø. Kommissionens rapport kom i 1987 og siden er ordet blevet allemandseje.
Der er mange gode grunde til at inddrage bæredygtighed i jagt i Danmark. Det burde være det første ord i den danske jagtlovgivning. Det væsentligste er dog, som det er i alle områder som påkalder sig bæredygtighed, at det er noget, som også sker i praksis. Det vil forenklet sige, at der først og fremmest skal tages hensyn til naturen og miljøet, at der skal være en balance imellem den måde jagten drives på og udbyttet.
Endelig vil mange i dag fremhæve de store udsætninger (1.3 millioner ænder og fasaner i Danmark), som en modsætning til bæredygtighed. Jægerforbundets formand Claus Lind Chistensen har tidligere i Altinget motiveret forbundets holdning til bæredygtighed således: „Vi har som jægere det privilegie, at vi kan høste af naturens overskud på en bæredygtig måde. Det vil sige, at vi ikke udtager mere af en bestand, end den naturligt kan reproducere sig selv. På den måde høster vi af en naturlig ressource, som ender hjemme på middagsbordet.” Hvis man ser helt bort fra udsætninger af fuglevildt og andet vildt er formandens udtalelse ganske forståelig og rigtig. Men de 1.3 millioner udsatte fugle kan ikke siges, at være udtryk for en bestand, der „naturligt kan reproducere sig selv.‟ Se artikel
Den nuværende formand for „Bæredygtig Jagt‟, godsejer Chr. Castenskjold siger i dag: „Da vi startede var bæredygtighed ikke så udbredt et ord eller begreb som i dag, så vi skal gentænke hvad vi gerne vil og samtidig også være en del af debatten og beslutningsprocessen omkring jagtens vilkår i Danmark fremover.„
Han erkender at „Bæredygtig Jagt‟ ikke har været særlig aktiv igennem årene og det er formandens ønske at: „ Jeg tror vi skal gentænke foreningen og tilbage til at være det vi har været fra starten. Bæredygtig jagt bev startet for at arbejde for at bevare muligheden for at sætte fasaner, ænder og agerhøns ud i Danmark. Disse fugle er en del af kulturen og de er en væsentlig del af jagten. ikke blot på de store ejedomme, men også ude omkring for jægere, som har mindre arealer.‟
Formålet med „Bæredygtig jagt‟ er således ikke ifølge formanden den samme fortolkning af bæredygtighed, som Claus Lind Christensen giver udtryk for og hans fortolkning er heller ikke den samme som f.eks. formanden for Vildtforvaltningsrådet, Jan Eriksen, der mener: ‟ – det er forkert at fortælle omgivelserne, at jægerne er store naturforvaltere, og at vi høster af naturens overskud, når vi udsætter så mange dyr.”
Henvendelser til sekretariatets mailadresse på hjemmesiden har ikke givet reaktioner. Jægerforbundet har også et sekretariat. Forbundet har planlagt et webinar den 30. maj om bæredygtigshedsbegrebet. Det fremgår ikke af materialet til webinaret, om der er sammenhæng med „Bæredygtig Jagt‟.
Som det ses er „bæredygtig jagt‟ omtalt i en række artikler på denne blog. Det bliver en væsentlig del af den debat, der er på vej omkring jagt i Danmark. Bæredygtighed og naturforvaltning koblet med de store udsætninger er på Vildtforvaltningsrådets dagsorden. Det vil ske i resten af 2023, hvor der også forventes en debat om etikken omkring jagt i Danmark.
Jeg tilbyder to foredrag. Det ene er rettet mod naturinteresserede, som ikke nødvendigvis er jægere. Men jeg har også et foredrag og oplæg til diskussion til jægere. Det tager udgangspunkt i min bog „Jagt i Danmark – de seneste 100 år‟, som handler om udviklingen fra 1922 til i dag.
Bogens gennemgående tema er etik og ordentlighed på jagt. Mit mål med bogen er at vi genskaber respekten for vildtet og naturen. Der er nogle steder det halter. Det er altsammen emner som vi all kender til, men ikke vil tale om. Det er der mulighed for nu.
Jeg har sat en titel på foredraget, som gerne skulle sætte tanker i gang og sætte dikussioner i gang. Teksten herunder er fra foredragsportalen.dk, men foredraget kan også bookes direkte hos mig: thorkild@ellerbaek.eu
Er der en fremtid for jagt i Danmark?
Kan jægere, motionsløbere, vandrere og mountainbikeryttere enes om forståelse og respekt for hinanden i den sparsomme natur i Danmark.
Der er knap 80.000 aktive jægere i Danmark. Der er mere end 130.000 mountainbikeryttere plus ryttere, vandrere og motionsløbere. Jægerne har historisk fyldt i naturen, men især i de sidste 100 år er antallet af jægere steget. Skal jægerne bevare retten til at gå på jagt og forvalter de retten ordentligt? Er alle de andre i naturen bedre end jægerne og dermed med mere ret til naturen?
Jægernes rolle i naturen er til stadighed til diskussion: opfører jægerne sig ordentligt, er etikken på plads blandt danske jægere, er det i orden at udsætte over 1 million fugle til afskydning i vores moderne tid og er grådighed ved at være bærende for jagt i Danmark – både hos jægere og udlejere af jagtarealer?
Jægerne skal vænne sig til at møde mange flere andre naturbrugere ude i skov og mark og der opstår let konflikter, når især jægerne påberåber sig større ret end andre fordi jægere betaler for brug af naturen.
I november 2022 udgav Thorkild bogen “Jagt i Danmark – de seneste 100 år”. (Gads Forlag). Med udgangspunkt i jagt i Danmark behandles de problemstillinger, der opstår, når der skal være plads til alle.
I bogen tager han udgangspunkt i politikernes frygt for grådighed med jagtloven fra 1922, som for alvor åbnede for, at mange flere kunne komme på jagt og frem til i dag, hvor eksempler på grådighed fylder mere og mere i fortællingen om de danske jægere.
Det er fortællingen om, at jægerne skyder til eget forbrug hjemme i køkkenet og kun høster af overskuddet, samt at jægerne behandler naturen bedre end alle andre. Den fortælling begynder mere og mere at ligne en historie, som har mindre og mindre hold i virkeligheden.
Danmarks Jægerforbund fortæller gerne den historie, men i samme åndedrag holder man fast i at forbundets vigtigste funktion er “mere jagt til flere jægere”.
Det er nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved om Danmarks Jægerforbund skal fortsætte med at være eneste talerør for alle jægere, når forbundet i stigende grad støtter og fastholder store udsætninger af fugle og i øvrigt har uafklarede holdninger til jagt på fredede arter.
Et stigende antal jægere ønsker ikke vækst for enhver pris, men ønsker blot at gå på jagt for fornøjelsens skyld uden store udbytter. Det er de jægere som går på jagt primært for at være i naturen.
Foredraget henvender sig ikke alene til jægere, men til alle som har interesse for naturen og den måde vi bruger naturen på i dag. Ikke blot jægerne, men også andre naturbrugere skal i 2023 gennemtænke deres opførsel og etik i forhold til naturen.
Vi er flere og flere derude – Thorkild er begyndt at tvivle på, om vi skal blive ved med at have så fri adgang som det er tilfældet. Vi forvalter på mange måder ikke vores muligheder på en forsvarlig, etisk måde. Vi skal genskabe respekten for naturen, fugle dyrene og miljøet.
Anbefalingerne til hvordan kommunerne administrerer støj fra udendørs skydebaner, hvor der skydes med hagl – alstå flugtskydningsbaner – er nu sendt til kommunerne og de involverede organisationer, efter en omfattende sagsbehandling og en omfattende høringsproces.
Det handler om at nu er det tal omkring støj fra 2018, som skal gælde. De gamle tal fra 1998, som har været gældende hidtil viser – meget forenklet – f.eks. 113 dB ved 45 grader. De nye viser 115 dB. Der er generelt tale om stigninger og det kan skyldes flere faktorer. Men at de nye anbefalinger tager de nyeste tal i brug er ikke nødvendigvis ensbetydende med stramninger eller at vi kan se frem til at flere flugtskydningsbaner bliver truede.
De målinger som er udført i 2018 og tidligere er meget komplicerede og omfatter målinger i forskellige afstande og højder. Det understreges stadig, at målingerne skal laves ud fra skydning på hårdt grundlag. De vejledende grænseværdier for støjbelastningen fra skydebanerne, som lægges til grund for kommunernes miljøgodkendelser, er de samme – det er udgangsværdierne (kildestøjen) for haglvåben, som er ændret. Altså støjen fra selve skuddet, men målt ud fra mange forskellige kriterier.
Det betyder i praksis, kommunerne ikke skal i gang med at foretage nye beregninger eller målinger, men kan køre videre med de eksisterende tal og godkendelser. Det betyder selvfølgelig, at hvis der skal anlægges nye flugtskydningsbaner kan der være tale om andre kriterier end dem vi kender i dag.
Som altid vil det være lokalområdets opfattelse af skydeaktiviteten, som er afgørende. Altså vil langt de fleste skydebaner ikke opleve nogen ændring. På landsplan er det ganske få baner, som har problemer med støjen og naboerne.
Det fremgår også af materialet, at hensynet til de omkringboende fortsat skal være i fokus. Og det vil bl.a. være ved at man på skydebanerne i det omfang det er muligt bruger patroner med så lavt et støjniveau, som muligt.
I mange andre forhold f.eks. trafik og andre sportsaktiviteter oplever kommunerne, at mange beboere i lokalområderne er blevet mere „støjfølsomme‟. Også børnehaver og padel-tennisanlæg er nu i søgelyset hos naboerne.
Det er jo en kendt sag, at mange sportsskytter i stigende grad benytter mere og mere hårdtladede patroner med højere og højere udgangshastigheder. Og dermed også en større støjbelastning. For at imødekomme eventuelle problemer kunne det være en løsning, at anbefale skytterne at bruge „normale‟ patroner til træning.
Der er i anbefalingen fra Styrelsen ikke nogen opfordring til kommunerne om at gå i gang med en systematisk gennemgang og måling af flugtskydningen i lokalområdet. Hvis der er behov for målinger har kommunen mulighed for at påbyde, at der foretages målinger. Det vil fortsat ske som vi kender det, i forbindelse med udvidelser, ændringer af skydetider og omfanget af skydedage. Og så vil det selvfølgelig som hidtil ske, at en bane tjekkes i forbindelse med fornyelse af miljøgodkendelsen.
Miljøstyrelsens nye anbefalinger kommer efter en høringsproces, hvor en række kommuner og involverede organisationer med interesse i flugtskydning har leveret input, inden anbefalingen er blevet skrevet.
Her på bloggen har jeg tidligere skrevet om processen og du kan læse alle indlæggene i høringen her
Nu har Miljøstyrelsen haft disse indlæg til overvejelse og i denne oversigt kan du læse styrelsens kommentarer fra 26. april i år til de enkelte indlæg.
Det her er ikke særlig pædagogisk, men jeg kan garantere, at der ikke er patroner i riflen. Det er gammel JP Sauer kaliber 9.3×74.
Dobbeltrifler har altid haft stor tiltrækningskraft på jægere. Især jægere med hang til de større kalibre og især, hvis man er meget på drivjagt.
Men der er faktisk en del svagheder ved dem. Bl.a. er de som regel meget tunge og hvis de ikke er tunge har de alt for megen rekyle… De er svære at skyde ind og kræver også øvelse, når det andet skud skal bruges.
Den klassiske dobbeltriffel er jo to sammenloddede piber, som vi kender det fra haglgeværer. Den type har det med at flytte centerpunktet, når piberne er varme. Det betyder som tommelfingerregel, at skud nummer to skal gå meget hurtigt efter skud 1. Og erfarne bøssemagere med speciale på området siger indenfor 20-30 sekunder. Ellers påvirker varmen fra den afskudte pibe præcisionen i den anden.
Nogle nyere dobbeltrifler har i konstruktionen taget højde for denne svaghed ved at piberne ligger adskilt fra hinanden og der er også ofte indbygget en justerskrue, som kan hjælpe på problemerne.
Men der er jo noget omkring de tunge drenge. De er for det meste lækre og spændende. Og næsten altid meget dyre. Jeg har skrevet en artikel om de tunge drenge i 2013 som du kan læse her.
Jeg har selv haft den J.P. Sauer (se billedet herover). Den stod dog mest i våbenskabet. Til almindelig jagt, der hvor boede var det simpelthen ikke besværet værd at slæbe rundt på den selvom der både var råvildt og kronvildt. Jeg blev af samme grund aldrig helt fortrolig med den.
Det samme kan jeg sige om den bockbüchsflinte jeg har haft med kaliber 7x65R i riffelpiben og kaliber 12 i haglløbet. Tung og ikke specielt god til at gå en tur i skoven.
Det mest naturlige for mig blev så en enkeltskudsriffel – en helt igennem original kipplauf fra Voere i Østrig. En rigtig dejlig let knæklåsriffel i kaliber 7x65R med lav vægt og overraskende lav rekyle. Men det er en helt anden historie, som kommer senere… Det er historien om „one shot – one kill‟.
Der er en del macho ved en dobbeltriffel. Så selvfølgelig havde Ernest Hemingsway også en – en af de største naturligvis. Men han blev heller aldrig helt glad for den. Læs mere om Hemingwyas guns i denne artikel
Der er mange forskellige auktionshuse i England, som sælger jagtvåben. Den største er Holt’s, som også har en danske repræsentant hos jagtforretningen Game and Gun i København. Man kan få hjælp til auktionskøb hos forretningen.
En af de kendte er Gavin Gardiner, som har været i auktionsbranchen i mange år. Han startede som selvstænding efter en lang periode hos Sothebys i London. Hans eget firma kan nærmest siges at være en erstatning for det hæderkronede Sothebys, som droppede våbenauktionerne for mange år siden.
Gavin Gardiner, som efter mange år som chef hos Sothebys startede sit eget auktionsfirma i 2006.
Ude i landet både i England, Skotland og Wales findes der en række mindre, lokale auktionsfirmaer som typisk en gang om året har samlet våben og tilbehør sammen, som så sælges på auktion.
Det er i dag efter Brexit temmelig kompliceret at handle på engelske auktioner – eller i det hele taget handle privat i det forhenværende EU-land. Derfor er rådgivning en god ting uanset om man finder den i Danmark eller måske allierer sig med auktionshuset eller en velrenommeret jagtforretning.
Du kan læse Gavin Gardiners kataloig til auktionen den 26. april her:
Der er mange spændende sager og jeg faldt for noget jeg ikke har set før, nemlig et sæt halvautomatiske parbøsser. De er italienske og er vurderet til mellem 4000 og 6000 engelske pund. Dertil kommer salær m.m. Og i dag også told i Danmark og importgebyr…
I de sidste mange år har navnet Beretta været synonym med italienske over/under geværer. Den italienske producent er Italiens største og en af verdens største producenter af våben til mange formål. Deres haglgeværer står i våbenskabene hos mange jægere og sportsskytter. Også her i Danmark, hvor kampen som det mest populære gevær står mellem Beretta og Browning. Nye udgaver af kendte geværer kommer løbende på markedet og Beretta er dygtige og flittige til at sætte PR-maskinen i gang. Det gælder den næsten uendelige række af udgaver af Silver Pigeon som i bund og grund er de samme. Det gælder udviklingen og nye udgaver af 690-serien, som også bygger på helt samme princip. Mindre kendt er de dyre udgaver, som starter med DT11-haglgeværerne, som nemt kan koste omkring 100.000 kroner. Specielt populær blandt sportsskytter.
Premium for alle pengene
Så er der de udgaver Beretta kalder Premium geværer. Det er luksus og det er de dyreste haglgeværer fra fabrikken i Gardone Val Trompia. Det er SO-modellerne, som har historie tilbage til 1930’erne med den første SO5. Siden er der kommet SO’ere helt op til den nyeste SO10. I samme klasse kommer Giubileo-modellerne. Fine geværer i bedste kvalitet. En enkelt model fra Beretta synes at have fløjet lige under den ellers velkendte radar. Det er Beretta SL3, som kom til verden i 2018 og lægger sig i den dyrere ende af prislisten til omkring 175.000 kroner.
Giubileo-modellerne er også i gruppen af Premium Guns hos Beretta
SL3 er på flere måder slet ikke så typisk en Beretta, som de ellers udvikler på igen og igen. Der er kigget lidt til nogle af konkurrenterne og det gælder helt inde i hjertet af maskinrummet med en Boss-type låsemekanisme, som vi også kender den fra Perazzi og så er der lånt gode ideer fra en af de nærmeste italienske konkurrenter, Cæsar Guerini. Det er blevet sagt om SL3, at det er den første af luksusmodellerne som er 100 procent maskinfremstillet. Og dog. Geværet bliver lavet af CNC maskinerne på fabrik 1 og derefter går den over til fabrik 2, hvor der sidder nogle bøssemagere, skæftemagere og gravører, som ikke bruger megen tid på at indstille maskiner.
Denne gravering kaldes „floral‟ – blad- eller blomsterranskerne synes jeg er flotte og tilpas diskrete
Perazzi inspiration
Når der er hentet inspiration fra Perazzi ligger det primært i udformningen af selve låsen. Det er dobbelt knaster som garanterer endnu mere holdbarhed og stabilitet og ejektordelene er også inspireret fra konkurrenten. Så er der gennemført en række ændringer i låsens konstruktion så mange af sliddelene kan skiftes. Det så vi først hos Guerini, men det breder sig naturligvis. Den gode Guerini var jo en af de første til at lave denne nytænkende ændring i den gammelkendte Brescia-classic lås, som stort set alle italienske over/undere bygger på og som har mange år på bagen. Når nu det meste er CNC-lavet er der ikke tvivl om, at der også er lavet en del håndarbejde med tilpasning og finpolering på låsedelene. Og graveringen er også præget af håndarbejde. Nu er der næppe mange producenter, som starter med håndgraveringen på den blanke overflade. Graveringen er en laser af højeste kvalitet, som dog er blevet gjort finere, bedre og smukkere med erfarne gravørhænder. Sidepladerne på den lave bokslås giver masser af plads til udsmykning og der findes forskellige „standard‟ udsmykninger at vælge imellem. Testmodellen har meget fornemme blomster-ranker, som jeg personligt vil foretrække frem for fasaner, agerhøns eller jagthunde på siden af låsepladerne. Der findes også en næste blank udgave for den som er med på bølgen af rene linjer. Vægten ligger lige på den anden side 3.1 kilo med 76 cm. løb og det er jo ikke nogen tung over/under, men det er er også en jagtudgave jeg tester her. Lad mig sige det ligeud: det her er et helt andet gevær end en Silver Pigeon og for den sags skyld også et gevær fra 690-serien. Jeg har også skudt med en Giubeleo som er et nummer billigere og jeg har skudt med flere af SO-modellerne, som ligger mellem 250.000-300.000 kroner.
Kufferten til SL3 er også en nyhedDet er italiensk elegance
Er de dyre pengene værd?
Der er meget, langt fra en Silver Pigeon til denne – men prisen her er altså også omkring ti gange så høj. På skydebanen må jeg sige, at det er et af de geværer som jeg bare godt kan lide at skyde med. OK, den passede også bedre end de fleste nye geværer (lidt kortere skæfte), men det er jo sådan, at de dyre geværer skal vurderes først og fremmest på balancen. Og her vinder denne over både de billige og de dyrere fra Beretta.
Som nævnt var testmodellen med 76 cm. løb og det passer mig fint, ligesom der er flere og flere som vælger 76 cm. for 71 cm. Den lave lås gør for mit vedkommende, at jeg har nemmere ved at montere geværet i den rette position til lerduerne. Jeg ved godt, at mange mener at dyre haglgeværer for det meste handler om snobberi og blær. Jeg vil så sige, at inden man helt afskriver de dyreste geværer til fordel for en helt almindelig (f.eks. Silver Pigeon) skal man måske lige prøve at skyde med de geværer, som bliver dyre fordi der ligger mange års udvikling og erfaring forud. Og fordi producenten har taget det bedste fra alle andre geværer og lagt det i en dyr model. Samtidig med at den sidste håndfinish og grundig kontrol er med til at fornemmelsen og virkeligheden er anderledes og bedre end med andre geværer. Men i sidste ende skal vi jo huske på, at det ikke er geværet som rammer, men den som trykker på aftrækkeren. Denne test kan virke lige lovlig positiv, men jeg vil gerne være med i koret af gode kolleger ude i verden, som har haft samme oplevelser med SL3’eren som jeg. Der står en enkelt SL3 hos Kr. O. Skov i Bording, hvis kontoen kan klare et træk i den størrelsesorden.
Her kan du mig i aktion med SL3’eren på Herning Jagt Center. Simpel video, som gerne l skulle vise hvad der sker og hvad det handler om. (Ingen kommentarer til skydestilen, tak – jeg arbejder stadig på at det bliver mere elegant….)
