positivskydning.dk

Med jævne mellemrum kommer der artikler og fortællinger om jagten på skovsneppen. Der er ikke nogen som helst tvivl om, at det er en meget eftertragtet fugl for jægere over hele Europa. Det er som regel artikler som fremhæver skribentens gode evner til at skyde den svære fugl, men sjældent omhandler den grådighed og mangel på jagtetik som også er en del af jagten på skovsnepper.

Sneppejagt med omtanke og med etikken på plads er selvfølgelig helt legitimt og dem, der dyrker jagten med forstand og indsigt i sneppernes levevis har helt sikkert forståelse og glæde ved denne jagt.

Men som i alle andre jagtlige forhold er grådigheden og det at skyde snepper i massevis at gøre denne fine jagt en bjørnetjeneste. Se blot på de begrænsninger, der allerede lovmæssigt er indført i Frankrig med max. 3 fugle pr jæger om dagen og begrænsningerne i England, Skotland og Wales.

Jeg har selv været inkarneret sneppejæger og har også været ganske god til at skyde den svære fugl. Jeg har en gammel kuvert med penselfjer, som kan minde mig om mange gode timer med mine hunde Scott og Monty, som begge var labradors med en helt særlig flair for snepper. Scott kunne fryse, når den fik færten og sætte sig ned – ikke tage stand. Monty var mere rodet i søgningen, men fandt dem næsten altid og blev indenfor en afstand så jeg kunne skyde – hvis sneppen altså kom ud til den rigtige side.

I mange år boede jeg midt i min jagt og selvfølgelig blev det hurtigt til at jeg vidste hvornår snepperne var der og stort set også hvor de var. De har det jo med at gå ned de samme steder år efter år. Men jeg har aldrig jaget snepper før hen i november. „Novembers første fuldmåne‟ som man siger. Risikoen for at skyde fugle, som søger rugeplads er for stor i oktober.

Men det at have samme adresse som de trækkende snepper betød også ad åre, at jeg fik et særligt nært forhold til dem.

Efterhånden som jeg fik mere og mere viden og mere og mere indsigt i deres adfærd blev fuglene mindre attraktive at skyde. Når jeg en novembermorgen kørte hjemmefra kunne jeg se meget trætte snepper sidde midt på vejen og de skulle næsten bæres ud til siden. Jeg kunne opleve dem sidde i plantagens egekant og holde, lige til jeg næsten trådte på dem. Det var ikke dage at jage snepper.

Hvor det at en sneppe, som flyver op og væk fra en, er en oplevelse, som ofte sætter sig på nethinden, er en træt sneppe som knap kan lette og flyver femten meter frem noget helt andet. Det er ikke jægeretisk i orden at synes, at sådan en fugl skal man da have i luften igen og igen og skyde.

Så min trofæsamling gennem et langt liv ligger i skrivebordsskuffen og har gode minder til mig. Iøvrigt var en sneppe den første fugl jeg skød som 14-årig med min kaliber 20 over/under med haner. Den sneppe glemmer jeg aldrig. Den sidste sneppe har jeg glemt forlængst.

Det efterfølgende er omtale af skovsnepper og sneppejagt fra min bog „Jagt i Danmark – de seneste 100 år‟. Det kapitel tegner meget godt bogens kerne omkring etik, grådighed og alligevel glæde ved naturen:

Snepperne i søgelyset
En anden fugl, som efter al sandsynlighed vil komme i søgelyset i den nærmeste fremtid, er skovsneppen. Det er og har altid været en meget eftertragtet fugl. Det er også en fugl, som optræder i mange af de bedste jagthistorier i den danske jagtlitteratur. Wilhelm Dinesen skriver:
 
„Men Snepperne kender ikke til Personanseelse; der er ingen Grand Seigneur, der kan rose sig af at have saa og saa mange Snepper i sin Skov, de kommer, naar de finder det for godt, eller kommer maaske slet ikke, trækker over eller slaar ned, som Vinden blæser, man kan ikke invitere paa dem – og inviterer man paa dem, gaar det som oftest rent galt.‟
Wilhelm Dinesen: Boganis Jagtbreve, 1890.
 
Den har altid været omtalt og behandlet med stor respekt. F.eks. var det en fast tradition, da sneppen indtil 1972 kunne jages om foråret, at årets første sneppe skulle leveres til kongens bord. Når det skete, fik leverandøren altid et personligt takkebrev fra majestæten.
Det sidste forår med sneppejagt var i 1972, og der blev skudt 3.300 forårsfugle. Udviklingen i jagten på snepper er gået fra 31.000 i 1945 stigende til 66.000 i 2008 og et dyk til 55.342 i 2020. Det er næsten en fordobling i den omtalte periode, som ikke skyldes, at skovsneppen som art er blevet mangedoblet. Den er totalt set, hvor den har været i mange år. Skovsneppen anses endnu ikke for at være en truet art i 2022.
Sneppens status blandt de jagtbare vadefugle er uomtvistelig. Sneppen er ’kongefuglen’. Det er nærmest umuligt at finde dansk jagtlitteratur, som ikke giver sneppen og sneppejagten en fremtrædende, ofte romantiseret placering.
Det er den fugl, som kan få selv meget prosaiske jagtskribenter til at svæve på en sky:
 
„Sneppen er kommet! det er som en Bavne, der tændes, en Budstikke, der iler. Og ikke uden Grund! Vel vil jeg ikke forsvare denne Foraarsskydning af Sneppen paa den dens Vej til Ynglepladser oppe i Skandinaviens store, tyste Skove. Men – quand même – det kribler og drager! Ud maa man! Ud for at modtage – at indaande – Foraarets Komme. Er det forkert, er det forkasteligt, ja, saa maa vore lovgivere skride ind. De holder sig jo ellers ikke tilbage. Jeg er jo kun et Menneske – og til og med en Jæger.‟
Thøger Jagd: ”Den Danske Jagt”, Fortid og Nutid, 1948.
 
– Og ja, lovgiverne fredede sneppen og afskaffede dermed den højt elskede og højt besungne forårsjagt i marts måned 1972.
 Skovsneppens status som ’Kongefuglen’ stammer fra forårsjagtens tid. Den er stadig fuglevildtets fornemste bytte, men den er i de senere år blevet truet af et jagtmønster, som kan karakteriseres som begær og grådighed efter at skyde så mange som muligt på så kort tid som muligt. Især på de sociale medier fremvises måske flere end 25 nedlagte snepper på en dag. Det var uhørt for blot nogle få år siden.
Det er en kendt status i forbindelse med sneppejagten, som fremhæves ved visse lejligheder, at den er svær at skyde, og kan man skyde 25 eller flere på en dag, er man en dygtig skytte.
Det er rigtigt, at sneppen er svær at skyde, men antallet af nedlagte fugle på en enkelt jagttur beviser først og fremmest skydefærdighed og er ikke i orden.
 Mange af beretningerne bliver f.eks. ledsaget af udsagn som: „at fuglene var trætte her til morgen‟. Ja, det er de, da de måske har fløjet 3.000 kilometer de sidste døgn og derfor skal have ro til hvile og fødesøgning. Enhver, der har set snepper om morgenen i skoven efter et stort træk burde se og vide, at de knap har kræfter til at komme på vingerne. At skyde disse snepper er ikke en udfordring, det er nærmere en skamløs handling.

Sneppejagt er trofæjagt
Sneppen er blevet fuglevildtets storvildt. Sneppejagt er blevet trofæjagt på godt og ondt. Kan man ikke komme på safari i Afrika efter storvildt eller nedlægge en kapital kronhjort i Danmark, kan man gå efter snepperne. Der har altid været prestige i at skyde en sneppe, men som udviklingen er nu, er prestigen afløst af usmagelig og hensynsløs grådighed.
Trofæet fra sneppen, svingfjerene, bliver værdsat på samme niveau som store gevirer fra hjorte eller opsatse fra råbukke. Det er moderne at have sin sneppefjer monteret på en plade, som kan hænge på væggen. Tidligere var det kotyme blandt jægere, som var sneppejægere gennem et langt liv, at fjerene blev gemt i en gammel cigarkasse eller i en konvolut. Så blev de taget frem ved særlige lejligheder og beundret i stille stunder.
Igennem tiderne har der været mange dedikerede sneppejægere fra Wilhelm Dinesen (Boganis) og Kaj Munk til respektable vestjyder, som har skudt mange snepper. Det, der har kendetegnet de fleste af disse folk, har været ydmyghed over for sneppen, forståelse for dens biologi og respekt for fuglenes tilstand i efterårsmånederne, og de har ladet dem have ro i perioder med sne og frost – og samtidig haft en dyb fascination af skovsneppen.
En af disse vestjyder har igennem et helt liv skudt mange snepper på arealer, hvor der er mange af dem, men „aldrig nogensinde mere end tre om dagen‟ uanset, at der var mulighed for mange flere.
Tager vi sneppejagten som et eksempel sammen med edderfuglejagten, er der meget, som peger på, at de to arter sandsynligvis vil blive skrevet ud af danske jægeres jagttabel. Det er i øvrigt fuldstændig parallelt med en diskussion, som finder sted i Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Netop der er man i disse år meget på vagt over for overskydning af snepperne. Man kan sige, at debatten om jagt på snepper er på forkant med udviklingen i bestanden. Den er ikke truet nu, men bestanden er skrøbelig og skyder vi for mange, går det galt.
Der er mange snepper på De Britiske Øer, og der har i mange år været  drevet kommerciel sneppejagt. Nu manes der til forsigtighed og ikke mindst bæredygtig tilbageholdenhed. Hvor det tidligere i det nordlige England, Skotland og på øerne var populært at skyde snepper på aftentræk, har man nu erkendt det uforsvarlige og uetiske i denne jagtform, som derfor stort set ikke praktiseres mere. At skyde på meget trætte trækfugle, som har krydset Nordsøen i løbet af en dagstid, må selv for de mest hårdhudede ikke være acceptabelt.
Men det er ikke alene sneppejægere i 2022, som kan anklages for manglende tilbageholdenhed og ansvarlighed. Også tidligere oplevede man skydeiveren tage over; selv hos højt estimerede jægere:
 
„Snepperne, ja, – høj Septemberhimmel fin Blæst, Klitterne straaler og lokker. Op og ned går det, snart i en Dal mellem Sandbjerge, snart mellem Himmel og Jord med et gyngende Hav til den ene Side og Sø og Fjorde og Marker til den anden. Og der paa Toppen af Klitten histovre staar Jylva [stående hønsehund] brun mod det hvide Sand, naglet til Pletten, stirrende nedad, op kommer Sneppen, og ned kommer Sneppen, men min Sandten, om ikke Pigen har taget Stand allerede igen – 4 Snepper paa Tasken paa en Formiddagsvesterhavstur.‟
Kaj Munk: Liv og glade dage,1945.
 

Du kan købe bogen „Jagt i Danmark – de seneste 100 år‟ Gads Forlag i boghandelen eller på nettet f.eks. hos SAXO. Den står også på Bibliotekerne.

Debatten om stålhagl i England har ofte virket som en diskussion mellem en hel masse mennesker uden nogen praktisk erfaring eller for den sags skyld viden om ståhagl. Og en række eksperter, som har optrådt som dommedagsprofeter.

Men siden sidste sæson er der sket meget. Mange udbydere af klapjagter bruger nu stål og mange skytter/jægere har fundet ud af de godt kan skyde med stål. At holdningsændringen og gennemførslen af ændringerne skete så hurtigt havde de færreste troet på.

På det seneste er der flere steder, hvor man på de store klapjagter har eksperimenteret med stålhagl og ladet blyhaglene blive i kasserne. Og de artikler, der har været skrevet om det har vist at skytterne stort set har haft positive oplevelser.
Senest er det en af de helt store udbydere af klapjagter, som er gået 100 procent ind for stålhagl. Det er godset „Warter Priory‟ i Yorkshire, som har en meget lang historie med jagt på mange hundrede hektar og en meget stor kreds af klapjagts-kunder.
Til „Guns on Pegs‟ fortæller manden bag den store ændring Frank Croft, at hensigten har været, at alle jagter på Warter Priory skulle køre, som de altid har gjort det. Men nu med stål.

Supermarkederne bestemmer

Det var beslutningen i en række engelske supermarkeder om ikke at sælge vildt til forbrugerne skudt med bly, som har gjort udslaget for arrangørerne af klapjagter og dermed også som leverandører af vildt til forbrugerne. Markedet for vildt i fryserne og på hylderne i supermarkederne er stort i England og derfor valgte Warter Priory – som mange andre – at tilfredsstille de krav butikkene stillede.
Siden september sidste år er der kun skudt med stål og det var kun tre ud af mange skytter/jægere som sagde nej tak. Frank Croft fortæller til Guns on Pegs at mange af jægerne nu helt er gået over til stål på alle de klapjagter de deltager i.
Frank Croft siger også, at det ikke kun var blyet, der var problemet. Man skulle også have en nedbrydelig haglskål. Det er jo ikke som her i Danmark, at stålhagl med nedbrydelige haglskåle er tilgængelig på alle hylder. Ihvertfald ikke, når et gods f.eks. skal købe i tusindvis.
Det blev et samarbejde med Gamebore og det blev deres biopatron, som blev valgt til storindkøbet.
Alle har været tilfredse og på godset er man ikke i tvivl: alle de faste kunder har booket igen til dette års sæson.
Også andre involverede på godset har positive oplevelser med transformeringen fra bly til stål. Hundefolkene og apportørerne fortæller om meget mindre plast i såterne og Frank Croft fortæller at mange af skytterne har været skeptiske i starten, men allerede inden formiddagen er omme er de overbeviste.
Gamebore har leveret Bismuth patroner tidligere, men i dag er det deres stålhagl i størrelse 3 og 4 som bliver brugt. Jeg vil ikke reklamere, men har selv erfaringer med Gamebores Regal til fasanjagt og er enig i, at det er en god og bæredygtig patron.
Andre artikler, hvor jagter med stålhagl beskrives fortæller at skytterne oplever at stålhagl er lige så effektive som bly. Dræberffekten på fuglene er ikke noget problem. Der er heller ikke beretninger om, at over halvdelen af de geværer der bliver brugt er „sprunget i luften eller revnet‟.
Med andre ord: mange års hidsig debat og mange, mange ord og „frygt‟ for at al jagt i England nu er slut er tilsyneladende gjort til skamme. Er det egentlig bare ikke en historie vi kender her hos os….?

Læs hele artiklen fra Guns on Pegs her

Mere om Warter Priory på „Guns on Pegs‟. Det er en formnidlingsside for jagt og samtidig har siden udviklet sig til at have artikler om jagt og meget mere.

Danmarks Jægerforbund har i mange år haft en fortælling om, at jægerne er de bedste naturforvaltere og at jægerne i kraft af deres indsats for naturen er med til at redde naturen fra den skæbne den lider lige nu.

Det er fortællingen om, at de danske jægere kun høster af naturens overskud – det vil sige de skyder kun så meget vildt, at de kan tage det med hjem og spise det i familien. Enhver, der har blot nogen tilknytning til jagt i Danmark ved jo, at det ikke altid forholder sig sådan.

Der er mange jægere, som nyder at gå på jagt, skyde et par stykket vildt og så servere det hjemme eller forære til venner og bekendte.

Men den del af fortællingen har i de senere år mistet en del troværdighed takt med at antallet af udsatte fugle til jagt er steget. Lige nu bliver der udsat en million fasaner og 300.000 ænder af danske jægere. Det er ihvertfald de officielle tal. De senere år har kontrolbesøg af myndighederne afsløret betydelige overskridelser af tilladelser til udsætning på mange ejendomme.

Udsætning er ikke naturforvaltning

Og er det naturforvaltning at sætte så mange fugle ud, som ikke er naturligt hjemmehørende på de arealer de sættes ud i. Vildtforvaltningsrådet formand Jan Eriksen råber vagt i gevær forud for rådets næste møde på mandag den 20. marts. I Vildtinformation 2023 skriver Jan Eriksen således: ”Personligt har jeg ikke taget stilling til, om udsætning af fasaner og ænder skal udfases, men det er forkert at fortælle omgivelserne, at jægerne er store naturforvaltere, og at vi høster af naturens overskud,når vi udsætter så mange dyr,” siger han.

„- det er forkert at fortælle omgivelserne, at jægerne er store naturforvaltere, og at vi høster af naturens overskud, når vi udsætter så mange dyr,” Jan Eriksen formand for Vildtforvaltningsrådet.

Når rådet skal tage stilling nu og forventes at komme med en indstilling til Miljøministeren her i 2023 er det splittet i to halvdele. Jægerne, landbrugets repræsentanter og skovbrugets ønsker fortsat udsætning, men ser gerne mere kontrol. Overfor dem står Dansk Ornitologisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, som ønsker stop for udsætning.

Spørgsmålet om udsætning har jeg tidligere beskrevet i her.

Når rådets medlemmer sætter sig ved bordet på mandag er der altså to dele af rådet med hver deres synspunkt på udsætningerne. Der er ikke tvivl om Jægerforbundets holdning og formanden Claus Lind Christensen arbejder ud fra ønsket om „mere jagt til flere jægere‟ og det kommer jo på tværs af et ønske om færre udsatte fugle.

„Det vil sige, at vi ikke udtager mere af en bestand, end den naturligt kan reproducere sig selv. På den måde høster vi af en naturlig ressource, som ender hjemme på middagsbordet,‟ Claus Lind Christensen i Altinget.

Oveni denne holdning har Jægerformanden for kort tid siden i Altinget skrevet: „I Danmarks Jægerforbund har vi den opfattelse, at jagtens fremtid er tæt knyttet sammen med genopretningen af den danske natur. Vi har som jægere det privilegie, at vi kan høste af naturens overskud på en bæredygtig måde. Det vil sige, at vi ikke udtager mere af en bestand, end den naturligt kan reproducere sig selv. På den måde høster vi af en naturlig ressource, som ender hjemme på middagsbordet.‟

Naturens overskud

Det er altså denne fortolkning af „naturens overskud‟ i en bestand, som naturligt kan reproducere sig selv Claus Lind Christensen betegner som bæredygtig, samtidig med at han arbejder for at der fortsat skal udsættes over en million fugle fra opdræt i naturen. Der kan nok rejses tvivl om hvorvidt de mange hundrede tusinde fasaner og ænder som skydes ender hjemme i jægerstuerne.

Der er mange ting, der taler for at udsætninger af f.eks. ænder og fasaner kan fortsætte i en eller anden form. Det er en del af jagten i Danmark at det sker og i det omfang det holdes indenfor love og regler er skaden på den omgivende natur i mange tilfælde begrænset.

Befolkningen siger nej til udsætning

Men det har stor indflydelse på befolkningens opfattelse af jagt, når det igen og igen kommer frem at udsætningerne ofte overskrider de tilladelser der gives fra myndighedernes side og at omfaget af udsætningerne er steget så meget som det er tilfældet. Det har også betydning for forståelsen, at udsætninger også kan accepteres ud fra et bæredygtugt og etisk perspektiv.

Den eneste videnskabeligt baserede undersøgelse af befolkningens holdning til jagt og til udsætning af fugle til jagt er lavet af Københavns Universitet i 2014. Her var næsten halvdelen (45 procent) af de adspurgte posititvt stillet overfor jagrt.

Men billedet ændrer sig, når de samme personer skulle forholde sig til udsætning af fugle til jagt. Her var 53 procent imod udsætning. Kun 25 procent var positive. Resten var ligeglade. Undersøgelsen gik også i dybden med spørgsmål omkring udsætningen og et udsnit af rapporten finder du her.

Læs Rapporten i sin helhed: Holdninger til jagt og udsætning af fuglevildt,
Gamborg, Christian; Jensen, Frank Søndergaard; Lund, Jens Friis; Thorsen, Bo Jellesmark, Københavns Universitet, 2014.

2023 bliver et afgørende år for jagten i Danmark, som vi kender det nu og som det har udviklet sig siden Jagtloven af 1922 satte endnu mere jagt fri for 100 år siden.
Der er to hovedpunkter i det kommende år for Vildtforvaltningsrådet: at drøfte etik på jagt seriøst og tage spørgsmålet om udsætning og fodring af vildt op til fornyet overvejelse.
”Jagt er en god og sund fritidsinteresse, men i enhver fritidsinteresse må man også tage et ansvar, og hvis vi vil bevare befolkningens opbakning til jagten, er vi nødt til at forholde os til jagtens etik,” siger Vildtforvaltnngsrådets formand Jan Eriksen til Miljøministeriets årlige udgave af „Vildtinformation‟.
Der er også elementer i selve jagtudøvelsen, som skal diskuteres i Rådet. Og der er faktisk en deadline på diskussionerne. Den tidligere miljøminister Lea Wermelin krævede en indstilling om disse emner allerede i 2022, men der kunne ikke opnås enighed og derfor kører denne vigtige debat nu videre i rådet.
Spørgsmålet om udsætning af fugle til jagt, som nu også begynder at optage offentligheden deler vandene i rådet. Den ene halvdel vil have opstramning og mere kontrol, mens den anden halvdel ønsker udsætninger forbudt. Det er ikke overraskende, at det er Danmarks Jægerforbund, Dansk Skovforening samt Landbrug- og Fødevarers medlemmer i Rådet, som vil bevare udsætninger, der nu er oppe på over 1.000.000 fasaner og 300.000 ænder.

Mere kontrol af udsætninger i 2023

Dansk Ornitologisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet går ind for forbud mod udsætning. Det har ikke gavnet udsætningerne, at der flere gange er opdaget overtrædelser af tilladelser og meget større udsætninger end der er givet tilladelser til. Det er i et sådant omfang, at myndighederne nu vil sætte mere kontrol ind og følge udsætningerne tæt i år. Jægernes omgang med udsætning er også til debat hos kritikerne af jagt i Danmark.
Jan Eriksen siger i den forbindelse i Vildtinformation, „at det er forkert at fortælle omgivelserne, at jægerne er store naturforvaltere og at vi høster af naturens overskud, når vi udsætter så mange fugle.„
Som formand for Vildtforvaltningsrådet har det været afgørende for ham, at de store beslutninger træffes i enighed, og den linje har han kunnet fastholde indtil videre.

Lejeindtægter opgives ikke i regnskaber

Det interessante ved konstellationen i rådet i dette spørgsmål er, at det er de kommercielt interesserede parter, som ønsker at bevare udsætning. Jægerforbundet fordi deres målsætning ifølge formand Claus Lind Christensn er „mere jagt til flere jægere‟ og de to øvrige en følge af deres økonomiske interesser i udlejning af jagt. Jagt er en stor forretning i Danmark med mange interessenter og deltagere. Lige fra Staten med indtægter fra Jagttegn til den kommercielle del med jagtforretninger, producenter, opdrættere af udsætningsfugle og mange flere. Men den væsentlige del af økonomien ligger i den jagtleje jægerne betaler.

I forbindelse med min bog „Jagt i Danmark – de seneste 100 år‟ forsøgte jeg at få oplyst fra Skovforeningen og Landbrug- og Fødevarer hvor store indtægterne ved jagtudlejning er i dag og hvor mange hektar, der lejes ud til jagt. Disse tal kunne ikke oplyses, da de ikke indgår i landbrugs- og skovbrugsbedrifternes regnskaber, oplyste organisationens økonomichef Per Preben Andersen.

De to aktører har altså en stor økonomisk interesse i at bevare de store udsætninger så der er vildt på de ellers vildtfattige marker og for Jægerforbundet er der en interesse i at medlemmerne/jægerne kan få så mange fugle på jagterne, som muligt. De seneste tal for indtægterne ved udlejning blev for ti år siden beregnet til omkring 47.5 millioner kroner for 675.000 hektar. (Thorkild Ellerbæk, „Vildtjagten i Danmark‟ kronik i Politiken oktober 2014). (Link til flere artikler) Man kan forestille sig, at der i forbindelse med diskussionen om udsætning og dermed værdien af jagtudlejning bliver rejst et ønske om at få nogle aktuelle tal på bordet så Vildtforvaltningsrådet og offentligheden får det reelle billede af hvor stor en forretning jagtudlejning er.

Jan Eriksen siger selv, at han ikke har truffet beslutning om udsætningerne skal stoppes, men han er som nævnt skeptisk.

Vildtfodring eller udfodring

Den anden store udfordring som splitter rådet er fodring af vildt. Her er Jan Eriksen helt klar: „Vi har allerede jagtetiske regler på området, men de bliver ikke fulgt, så vildtfodring ligner i dag nærmest et våbenkapløb. Det er direkte uetisk og udtryk for et usundt natursyn,” siger han.
”For det første påvirker fodringen dyrenes adfærd: De vælger foderpladserne i stedet for at søge føden selv, og dermed indgår de ikke naturligt i økosystemet, som når de græsser. Det foder, som bliver lagt ud er heller ikke nødvendigvis sundt for dyrene, og vi får en unaturlig adfærd ved foderpladserne, hvor den naturlige rangordning er sat ud af kraft. Endelig er der et veterinært problem med smitte og parasitter, især når råvildtet samles i større flokke i strid med deres naturlige adfærd,” opsummerer Jan Eriksen.
Man skal ikke færdes eller bo mange sæsoner i områder, hvor der især er store bestande af hjortevildt for at se endog meget avancerede fodrings-systemer rundt omkring i skove, plantager og marker. Her peger Jan Eriksen også på, at mange bruger foderet til at trække dyr ind på deres ejendom fra naboerne, og derved opstår der også gnidninger og konflikter jægerne imellem. ”Det kan ligne Wild West,” siger Jan Eriksen om tilstanden.

Fodring er også en del af etikken

Det er på denne baggrund og det, der sker i virkeligheden ude på revirerne, at fodringen af specielt hjortevildtet er en etisk diskussion. Jeg har personligt oplevet naboer etablere avancerede automatiske fodringssystemer tæt ved skel og anlægge nyplantninger i mønstre så dyrene føres direkte til fodringsstederne.
At der også er opstillet skydetårne strategisk i forhold til foderpladserne (ikke nødvendigvis ulovligt, men hensigtsmæssigt for jægerne) gør jo kun Wild West sammenligningen mere rigtig.
Det kan forventes, at forholdet imellem Vildtforvaltningsrådets medlemmer også deler vandene mellem dem, der er for og dem imod er den samme, som ved udsætningerne. Dog er den ene af landbrugets to medlemmer Henrik Bertelsen kritisk. Han siger til positivskydning: „Man finder næppe nogen der er mere kritisk end mig – og jeg sidder for landbruget .‟

Ikke alle jægere ønsker mere jagt for enhver pris

Det er en forståelig målsætning for en interesseorganisation og også et godt mantra overfor de mange jægere, som føler at de begrænses af fredninger og strammere retningslinjer. Som de øvrigt ofte mener udelukkende kommer fra Vildtforvaltningsrådet.
Det er dog min oplevelse ved at møde mange jægere både ude og i forbindelse med udgivelsen af min bog, at det ikke alene handler om mere jagt. Flere og flere jægere tager afstand fra store udsætninger og store afskydninger og bevæger man sig i Jylland, som jeg gør det, vækker det forargelse når – ofte pengestærke – jagtlejere eller ejere af arealer hegner deres ejendomme, sætter hjortevildt ud uden tilladelse, fodrer alt ind på matriklen med dybest set – for hjortevildtet – meget usunde kraftfodermidler i fodertønderne.
Som en skovejer kendt for et revir med meget stærke råbukke sagde til mig: „Det skader jo ikke at bukkene også kan æde af det kraftfoder vi spreder til ænderne. Det er der noget grokraft i.‟

Vildtforvaltningsrådets kommende sæson bliver spændende at følge. Lad os håbe, at rådet også er åbne overfor den kritik og de tanker om jagetik og naturforvaltning, som er kommet frem i offentligheden i 2022. Når alt kommer til alt er det, som Jan Eriksen også siger det, et spørgsmål om at bevare befolkningens opbakning. Sidst man lavede en uafhængig undersøgelse af danskernes holdning til jagt var fra Københavns Universitet i 2014. Den gang syntes 45 procent, at jagt er i orden.

Etik i jagt er ikke på dagsordenen andre steder end i Vildtforvaltningsrådet. Danmarks Jægerforbund har i vinterens løb haft et par artikler om emnet, men det har været bemærkelsesværdigt, at ingen af de folkevalgte i Jægerforbundets ledelse eller blandt de ansatte i forbundet har ytret sig væsentligt om etik.

Min bog „Jagt i Danmark – de seneste 100 år‟ er et indlæg om forholdene og etikken i dansk jagt i mange år. Indholdet i bogen og især det indhold, som behandler etikken har været diskuteret i to radioudsendelser og i flere avisartikler. (Link til omtale). Mit tjek af etik og praksis i jagt sker i bogen med udgangspunkt i udviklingen de seneste 100 år efter vedtagelse af Jagtloven af 1922. Den frigjorde mere jord til jagt for „almindelige‟ mennesker og udviklingen har virkelig taget fart i de 100 år. I dag har vi 80.000 aktive jægere (175.000 jagttegnsløsere).

For 100 år siden var der 46 jagttegnsløsere pr. 1000 indbyggere. I dage er det tal faldet til 34 pr. 1000 indbyggere. 64.420 betalte for jagttegn i 1922 (da tegnet blev indført). I 2020 var der brutto 175.427 jagttegnsløsere. Når det samlede befolkningstal i Danmark tages i betragtning er antallet af jægere således faldet. (Thorkild Ellerbæk „Jagt i Danmark – de seneste 100 år‟, Gads Forlag).

Bogen er ikke blot en historisk gennemgang, men lige så meget et tjek på jagten i Danmark i dag både hvad angår praksis og etik. (Undskyld reklamen….)

Danskerne har tilsyneladende i løbet af de sidste ti år ændret holdning til jagt i Danmark. En undersøgelse lavet på bestilling af Danmarks Jægerforbund viser, at over 90 pct af befolkningen i dag accepterer jagt i „en eller anden udstrækning‟, skriver Jægerforbundets kommunikationschef Joan Brønnum Kvist i en pressemeddelelse. Hvad begrebet dækker over er ikke oplyst.
Sammenligner vi med den hidtil anerkendte og eksisterende landsdækkende undersøgelse fra 2014 er det en overraskende fordobling fra 45 pct positive til 90 pct i 2023.

Den tidligere undersøgelse er lavet af Insitut for Fødevare og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet og er den hidtil mest omfattende undersøgelse lavet i Danmark. Den viste nemlig at 18.9 pct var meget positive og 25.7 pct lidt positive. 55.5 pct var i 2014 meget negative, lidt negative eller ligeglade med jagt. Altså omkring 45 pct positive.
Jægerforbundet har selv fået gennemført lignende undersøgelser i 2018 og i 2019, hvor der ifølge forbundet var lignende tal som de nyeste. Altså også en stor forskel på undersøgelsen fra Københavns Universitet.
Universitetets undersøgelse (Holdninger til jagt og udsætning af fuglevildt) er meget omfattende og gennemført ved spørgeskemaer til lidt over 1000 danskere. Den omfatter iøvrigt også jægernes egne holdning til en række ting og lodsejeres holdning. Undersøgelsen kan i sin helhed læses her

Indholdet forbeholdt formanden

Om Jægerforbundets undersøgelse skriver Joan Brønnum Kvist: „Undersøgelsen er gennemført af YouGov på vegne af Danmarks Jægerforbund. Den er gennemført i perioden 20. – 22. januar 2023 via internettet med udgangspunkt i YouGov Panelet.
Undersøgelsen er gennemført blandt danskere i alderen 18+ år, hvor der udsendt invitationer via e-mail til personer, der opfylder disse krav i YouGov Panelet. Data er indsamlet så det udgør et repræsentativt udsnit af den danske befolkning med udgangspunkt i målgruppen.‟
Jægerforbundet ønsker ikke at offentliggøre materialet bag den seneste undersøgelse. De er indtil der er afholdt kredsmøder i forbundet forbeholdt formanden Claus Lind Christensen, „som vil dykke ned i undersøgelsens resultater, og vi vil derfor kommunikere mere om analysen i takt med, at møderne afholdes. På den anden side af kredsmøderne vil der komme mere information ud om analysens konklusioner. Indtil da har jeg ikke mulighed for at dele undersøgelsens resultater,‟ siger kommunikationschefen.

At omtale en vurdering af undersøgelsen fra YouGov med den meget overraskende konklusion er ikke muligt, når indholdet, undersøgelsens præmis og formuleringerne af spørgsmålene ikke er tilgængelige. Ved anerkendt akademiske undersøgelser er det et krav at metode og formuleringer skal være tilgængelige i forbindelse med undersøgelserne.

Undersøgelsen er lavet firmaet YouGov. Det er baseret på deltagere på nettet og deltagerne honoreres for deres vurderinger.

Du kan læse pressemeddelelsen her

Trusselsvurderingen for fugleinfluenza er blevet skærpet af Fødevarestyrelsen. Op imod 70.000 stykker fjerkræ er slået ned på danske gårde siden årsskiftet. Nu er der så konstateret mulig smitte fra fugle til mink i Spanien.

Dyrenes Beskyttelse undrer sig over, at der så kan være op imod en million fasaner i opdræt i Danmark uden kontrol.

I en pressemededelse fra Dyreenes beskyttelse hedder det: „Det giver ikke mening at holde så mange fugle uden nogen form for kontrol, når tusindvis af fjerkræ samtidig slås ned, og endnu flere mister adgang til det fri som en smitteforanstaltning mod fugleinfluenza‟, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse. Hun henviser til de regler, der gælder for fjerkræ om at de skal holdes inde som beskyttelse mod smitte af fugleinfluenza.

Fødevarestyrelsen hævede i november sidste år trusselsniveauet fra middel til høj for højpatogen fugleinfluenza. Det betød også et nyt, foreløbigt forbud mod fritgående fjerkræ. Styrelsen fremhævede fund af fugleinfluenza i flere fasaner og advarede fjerkræproducenter mod at komme i kontakt med vilde fugle – for eksempel i forbindelse med jagt.

Lige nu fanges fasaner for at starte produktionen af æg op i slutningen af april. Fasankyllingerne holdes i volierer de første seks til syv uger, men bliver så sat ud. I realiteten holdes de dog stadig sammen i afgrænsede arealer i landbrugslandet, hvor de fodres og beskyttes mod rovdyr og rovfugle frem til jagtsæsonen.

Det er afgørende, at Fødevarestyrelsen opfatter de udsatte fasaner som vilde, og fasanopdrætterne skal derfor ikke efterleve Fødevarestyrelsens smitteforanstaltninger. Det er problematisk, mener Dyrenes Beskyttelse.

Forerningens holdning til udsætning af fugle til jagt er velkendt: de er imod det. Men har ikke indtil nu taget 100 procent afstand fra det i Vildtforvaltningsrådet.

Fasaner får også fugleinfluenza herhjemme. I andet halvår 2022 registrerede Fødevarestyrelsen H5N1 i 35 fasaner fordelt på syv lokaliteter – heraf to fasanopdræt. Smittede fasaner er en trussel for andre dyr – og ikke kun fugle, skriver Dyrenes Beskyttelse i pressemeddelsen.

Mens der fremover skal gennemførers kontrol af minkfarme – mink er konstateret med fugleinfluenza – gennemføres den slags tests ikke af fasaner. For et år siden skar Fødevarestyrelsen ned på rutineovervågningen, så der ikke længere udtages prøver fra fasanopdræt – hverken før eller efter fasanerne sættes ud i naturen.

Den aktuelle situation med fugleinfluenzaen har tilsyneladende fået Dyrenes Beskyttelse til at se på udsætning af fugle til jagt med mindre milde øjne end hidtil. Det skyldes også, at der i de sidste par år har været tilfælde af ganske betydelige overtrædelser af reglerne for udsætning og opdræt af fugle til jagt.

„Der tegner sig et billede af en industri, der er ud af kontrol. Kombineret med risikoen for mutation af fugleinfluenzaen og en genopstanden minkindustri giver det os ærligt talt kuldegysninger‟, siger direktøre or Dyrenes Beskyttelse Britta Riis. 

Den nye skærpede sitaution med fufleinfluenza og tilsyneladende mere vidtrækkende konsekvenser efter de spankse udbrud skaber utryghed i Danmark, hvor man spændt ser på hvilke konsekvenser det kan få for jagten i efteråret. Lige nu indsamles høner til æglægning og sæsonen for opdræt starter lige om lidt.