Her har brødrene Ellerbæk gang i klassisk doublegunning på den jyske hede. Vi mente det passende at iklæde os tøj til lejligheden, selvom det var en varm sommerdag. Uanset at kadencen kunne være hurtigere blev det alligevel til 11 skud på 45 sekunder og en del af dem ramte også…
En af de mere specielle og vanskelige discipliner ved skydning med haglgevær er skydning med to geværer på samme post. Det er et fænomen, som stort set kun kan opleves og prøves i England eller Skotland på fasanjagter eller grousejagter. Nogle vil mene, at det er for meget og ikke sportsligt. Det er imidlertid slet ikke nemt.
Først og fremmest skal man jo have et sæt parbøsser. Og det vil for de fleste tage lidt tid at spare op til et nyt sæt af de bedre. F.eks. kan et sæt engelske parbøsser af de bedste fra Westly Richards i Birmingham nemt trække op imod en million kroner ud af kontoen.
Men det kan også gøre billigere. Mange af de mere tilgængelige geværer kan bestilles som parbøsser, hvis man er parat til at betale rpisen (som regel dobbelt op) og vente. Men kontinentale navne som AYA, Grulla og Arietta leverer parbøsser på bestilling, ligesom jeg har set ægte parbøsser fra italienske Rizzini og Fausti. Det kan også lade sig gøre at bestille f.eks. Berettas Silver Pigeon eller Cæsar Guerini som parbøsser.
Det karakteristiske ved ægte parbøsser er, at deres serienumre følges ad. Altså nummer 1 er nummer xxx986 og nummer to bliver xxx987. Nummer 1 og 2 er altid indlagt i lås og løb.
Det kan også være det man kalder composed pairs – sammensatte par. Det er i prakisis to geværer fra samme sted, men uden fortløbende nummerering. Det er det næstbedste og slet ikke at kimse af.
Mange engelske parbøsser er i tidens løb blevet adskilt. Nummer 1 eller nummer 2 er fosvundet fra kufferten. Den kan være solgt i trange tider eller blot delt ved arv eller skilsmisse.
Derfor forsøger mange ejere af et engelske gevær med nummer 1 eller 2 at finde makkeren på den specielle hjemmeside Matched Pairs. Her der i hundredvis af håbefulde søgninger på makkere og det lykkedes ind imellem at samle et for længst adskilt par igen efter måske 100 år.
Endelig kan man sammensætte sit eget par ved at bruge to af sine egne geværer, som man kender og skyder godt med, og bruge dem til en dag med double gunning. Det behøver ikke være på fasaner eller grouse. Det er lige så sjovt at gøre det på lerduerne, og det kunne være en god ide at prøve kræfterne af med denne form for skydning.
Det er slet ikke nemt. Det kræver træning og megen opmærksomhed på sikkerheden. Det er klart, at når to mennesker skal skifte rundt med ladte haglgeværer skal man kunne stole på hinanden. Og man skal også træne, hvis det er muligt.
Det at være laderen (loader) er iøvrigt et meget respekteret “job”. Og for mange af de engelske topskytter er det lige så naturligt at lade for en anden, som selv at stå med to geværer på en god fasanpost.
Jeg har selv prøvet sammen med min bror, hvor vi ville forsøge os med lerduerne i hurtig rækkefølge. Vores video viser, at det ikke er helt nemt. Kadencen for skytten vil hurtigt overstige den hastighed laderen kan følge med. Men sjovt er det.
Det er iøvrigt ikke nødvendigt at sætte grænsen ved to geværer. Der findes folk som skyder med tre geværer og to ladere. Men så skal der også være en del fugle i luften.
Vil du virkelig have ekspert-indføring i ægte engelsk doublegunning så er Ian Coley manden. Den højt respekterede coach og skytte fortæller her hvordan det skal gøres: