Har du tjek på afstanden….?

winserhøjeskud

Når vi nu er i gang med sæsonen er der sikkert nogle, som allerede har erfaret, at det ikke altid er lige let at ramme og ikke altid er lige let at bedømme afstanden. Både meget erfarne jægere og helt nye jægere har svært ved at bedømme afstanden til vildtet. Det er ikke noget specielt dansk fænomen. Det viser undersøgelser fra bl.a. England også. I enkelte tests i UK har selv erfarne jægere over 50 procent fejl i afstandsbedømmelsen!

Nyjægerne er dem, der har haft det tættest inde på livet, da afstandsbedømmelse er en del af jagtprøven. Så de har haft mulighed for at lære det eller ihvertfald forsøgt at lære det.

Det er ikke altid nemt, når man står midt i en jagtsituation at bedømme afstanden, men der er nogle ganske enkelte metoder, som enhver kan bruge og drage nytte af.

Ved fuglejagt vil man sandsynligvis blive sat på post et stykke fra såten. Så kan man jo lige starte med at skridte afstanden ind til såten af. Det er selvfølgelig ikke altid en mulighed at rende rundt med meter-måler-skridt, men hvis det er i orden, så har man det som udgangspunkt. Har man denne afstand kan man så kigge opad og ligesom forestille sig at trække fladeafstanden op til højden.

De fleste træer i Danmark når ikke så langt op i himlen, som mange tror. Bøgetræer på god jord i Danmark når op på højst 30 meter, mens graner som regel kun sjældent når op i den højde. Så i teorien og ifølge de jagtetiske regler kan man altså skyde fugle, der flyver lige over toppen på de fleste af træerne.

Men nu er alle træer jo ikke ensartede i væksten så der kan være forskelle fra sted til sted, og det er en god ide at træne lidt højde/afstandsvurdering. Udgangspunktet kunne være en flagstang i en villahave. Den er som regel 8-10 meter høj. Gå op til flagstangen og marker din egen højde eller marker to meter op ad stangen. Gå på afstand af stangen f.eks. 15-20 meter og hold hånden ud i strakt arm og marker med x-antal fingre hvor to meter-mærket er. Sæt dine hænder “overnpå” hinanden og tæl sammen. Så har du højden.

Ved skydning til ræv, hare eller råvildt på en drivjagt er der jo let at skridte ud hvor meget 15 meter er og så finde et fixpunkt , til at markere den yderste grænse for dit skud.

TEhøjeskud

En ting er den teoretiske tilgang til afstandsbedømmelsen og de øvelser vi alle kan lave i hverdagen, men virkeligheden på en jagt er jo ofte ganske anderledes. Der kan være forhold i lyset som influerer. Bl.a. kan klar sol ofte give “forkerte” billeder af flyvende fugle. De er oftest længere væk end det ser ud til.

Der kan også være den situation, at en enkelt jæger ikke kan holde fingeren i ro og begynder at skyde efter indflyvende ænder, duer eller andre, mens de er alt for højt oppe. Vi kender det alle og vi kender også den situation, at det får andre til at skyde, uanset at det ikke er i orden på grund af afstanden.

Det værste jeg ved, er den jæger som lige skal skyde efter en en due, en krage eller en and, som vi alle kan se er for langt ude, men som han siger: “Det skulle da prøves, ikke?” Nej, det skal ikke prøves. Det er virkelig dårlig stil og dårlig opførsel.

Til slut en lille smule ballistik. Du får ikke længere rækkevidde med dit haglgevær ved at vælge længere løb og tættere chokes. En haglsværm fra en kaliber 12 patron kommer af sted i en aflang sværm på 2-3 meter og uanset hvordan den er sendt af sted er den kun effektiv, hvis kernen af sværnmen rammer vildtet. Mange erfarne jægere skyder alt fra snepper til gæs med 28 gram patroner i størrelse 5 og de rammer. Det er i den sidste ende evnen til at ramme som afgør om vildtet dræbes.

Selvfølgelig kan man opnå nogen effekt med større hagl, større ladninger og mere tryk og jeg vil ikke udelukke, at der er mange fordele ved at øge patronens styrke ved f.eks. ande- og gåsejagt. Men myten om manden med den langløbede 12 supermagnum og hagl nr 2, der skyder gæs på 50 meter er og bliver en myte.

1-1_50Det ses på billedet til venstre. Det er en 86 millimeter magnumpatron med 42 gram hagl nummer 2 skudt på 50 meters afstand med 1/1 – altså fuld boring i løbet.

Det er muligt gåsen eller anden ville falde død til jorden, men med kun tolv (12) hagl – meget spredt – i centrum af skiven er risikoen for en anskydning langt større. Så det kan lade sig gøre, hvis et enkelt hagl rammer i hovedet, men det er altså i langt de fleste tilfælde mere held end god skydning. Og når vi skyder på levende dyr skal vi aldrig satse på heldet…

Den engelske skydeinstruktør Simon Ward - læs hans gode råd om afstand (Foto: Fieldsports Magazine)

Den engelske skydeinstruktør Simon Ward – læs hans gode råd om afstand (Foto: Fieldsports Magazine)

Simon Ward om afstand i Fieldsports Magazine

 

Hvis du ikke har fået nok træning er der her en mlighed for at træne lidt videre på computeren eller iPad’en. Det er hos GunOnPegs “skydetræning”

Dette indlæg blev udgivet i Artikler om våben og skydning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.