Haglpatroner produceres mange steder over hele verden. Der er en tendens til, at det bliver større og større producenter, som tager det meste af markedet. Lige fra de engelske (Eley, Hull og Gamebore) til amerikanske Winchester og så de europæiske producenter, hvor Rio i Spanien er blandt de største.
Men der er andre. En af de – ihvertfald her i Danmark – mindre kendte er italienske Baschieri & Pellagri. Siden 1885 har B&P produceret krudt, haglpatroner og haglskåle. De har været patronleverandører til både jægere og ikke mindst sportsskytter fra begyndelsen af 1920’erne. B&P er også meget kendt for deres krudt, som egentlig var det oprindelige produkt fra fabrikken i Bologna i Norditalien.
Nu har den danske specialforretning “Bespoken Guns & Ammo” (gunsandammo.dk) startet importen af et udvalg af B&P-patronerne. Der er forskellige sportspatroner i meget høj kvalitet at vælge imellem, ligesom der naturligvis også er jagtpatroner.
Her er det interessant at se, at B&P lancerer de såkaldte Dual Shock ladninger. Det er simpelthen en 70 mm patron med to haglstørrelser i samme ladning. Det betyder, at man får f.eks. en haglstørrelse 3 eller 4 forrest i pakningen og en haglstørrelse 5 og 6 i bunden. Der er kobber belægning på de forreste hagl og zink belægning på de bageste.
Denne specialitet er klart en indikator på, at færre hagl beskadiges eller deformeres og dermed også giver større chancer for en længere stabil haglsværm. Det er også lavet for at give en tættere haglsværm på længere afstande end normale pakninger. De er specielt egnede til ænder, gæs og andre vandfugle.
Jeg har testet to af disse patroner med henholdsvis 32 og 34 gram hagl. Ikke på vildt, men på skydebanen, hvilket jo ikke yder konstruktionen fuld retfærdighed. Men i sammenligning med normale ladninger kunne jeg godt se på skiven, at der var en smule mere samling i identiske boringer.
Dual Shock, 32 gr. koster 10.95 kr. og sælges i 10 stk. pakker. Det samme gør Dual Shock 34 gr. til 11.95 kr. pr. stk.
Endelig har Baschieri & Pellagri nu også en Tungsten patron til det danske marked. Det er en 70 mm. patron med 35 gr. hagl, som jo altså er godkendt til brug i de skove, som stadig ikke accepterer stål. Den patron koster så 29.95 kr. pr. stk.
Det bør nævnes, at Baschieri & Pellagri er helt fremme med hensyn til design. Det er jo noget italienske producenter går op i og her har vi virkelig moderne design på patroner. Det er vi ikke specielt forvænte med hos de andre mærker. Det ser flot og dyrt ud.
Den danske forhandler “Bespoken Guns & Ammo”
Læs mere om patronerne hos Baschieri & Pellagri