- opdateret!
En ny Beretta har lige så stille set dagens lys, hvor den bl.a. allerede er på hylderne i England. Det er ret opsigtsvækkende, at Beretta lancerer et nyt gevær uden stor ståhej og det er opsigtsvækkende, at de lancerer en ultralet over/under i kaliber 12.
Med 66 cm løb er vægten 2.8 kilo og lægger man de 10 cm. til som de fleste jægere og skytter foretrækker kommer vægten lige under 3 kilo. Det vil jeg kalde ultralet for en kaliber 12 over/under.
Hvordan har Beretta så gjort det? De er gået en ny vej og har skåret ind til “benet” eller rettere stålet, hvor det er muligt. Det vil sige, at der er steder hvor metal eller aluminium hidtil har været brugt, men nu bruger Beretta Polymer – en slags plast. Beretta har tidligere haft en ultralight på programmet. Den er lavet med aluminium lås og ikke stål som på den nye.
Det kan ses udvendigt på baskylen, hvor udsmykningen er lagt ind i låsekassen med Polymer og ikke normal lasergravering. Træet i skæftet er blevet udhulet betydeligt i forhold til andre modeller så her er der også hentet nogle gram. Der er ikke nogen rib mellem de to løb og i det hele taget er metaldelene slebet ned til det mindste de kan bære uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Det er helt igennem en Silver Pigeon eller en model fra 690-serien. Ingen tvivl om det så der er mere tale om udvikling end egentlig nyskabelse. Men sådan er det jo med haglgeværer – sjældent de store nyheder.
Metoden er kendt omkring år 1900
Systemet i den nye letvægter er heller ikke nogen helt unik opfindelse. Allerede ved århundredeskiftet 1900 var de skotske konstruktører bag McNaughton og John Dickson i gang med tage noget af vægten fra de dobbeltløbede. Det var deres hanegveær med betegnelsen “bar in wood”, hvor der blev skåret i stål og brugt træ efter nogenlunde samme koncept, som Beretta nu lancerer. Man kaldte det at “skeletonise” ståldelene – altså skære så meget stål væk som muligt.
Jeg venter spændt på at teste den nye ultralette. Jeg er normalt meget skeptisk overfor letvægtsgeværer. Først og fremmest fordi rekylen er meget mere mærkbar med en 3 kilos over/under end med en 3.5 kilos udgave. Og den nye Ultraleggio er altså dimensioneret til at kunne skyde med stort set alle patroner – og dermed også de virkelig heftige. Tak for kaffe, hvis jeg skulle skyde en god gang andetræk med en letvægter og mange gange HyperSteel. Eller bare en dag på skydebanen med 24 eller 28 gram hagl. Der er en grund til at dem, som skyder mange skud også vælger tunge geværer.
Det kan være at balancen i denne model kan kompensere for den lave vægt. Ihvertfald er testen i ganske positiv i Shooting Times selvom Matt Hunt, som har lavet testen ikke snakker så meget om rekyle.
Uden at have haft geværet i hænderne synes jeg det ser ud til at være en Beretta som vi kender dem. Det ser ud til at det er fra den nye tid, hvor kæmpefabrikken i Gardone Val Trompia har lært, at de ikke kan slække på kvaliteten og ikke slække på kvaliteten af skæftetræet. De nye tider kunne mærkes med den nye Silver Pigeon3 – test i JÆGERs februarnummer.
Er man en af de jægere som går hele dagen f.eks. med hunde eller er vægten afgørende kunne Ultraleggio være en løsning. Den lanceres også i Vittoria-udgaven til kvinder (samme vægt).
Normark som er agentur for Beretta i Danmark oplyser, at der måske når at komme nogle hertil, inden de lukker jagtafdelingen om 2-3 måneder. De vil kunne nå ud til forhandlerne. Det kan ikke udelukkes at Jaguar-gruppen eller Jaktia-gruppen selv kan importere det nye gevær.
Så indtil videre kan du kigge den nye model ud på Berettas egen hjemmeside. Der kan være problemer med videoerne på siden.
I England importeres Beretta af GMK, som har geværet ude i butikkerne til en pris på ca. 2.500 engelske pund, som gør geværet lidt dyrere end en Silver Pigeon.