Dobbeltrifler har altid haft stor tiltrækningskraft på jægere. Især jægere med hang til de større kalibre og især, hvis man er meget på drivjagt.
Men der er faktisk en del svagheder ved dem. Bl.a. er de som regel meget tunge og hvis de ikke er tunge har de alt for megen rekyle… De er svære at skyde ind og kræver også øvelse, når det andet skud skal bruges.
Den klassiske dobbeltriffel er jo to sammenloddede piber, som vi kender det fra haglgeværer. Den type har det med at flytte centerpunktet, når piberne er varme. Det betyder som tommelfingerregel, at skud nummer to skal gå meget hurtigt efter skud 1. Og erfarne bøssemagere med speciale på området siger indenfor 20-30 sekunder. Ellers påvirker varmen fra den afskudte pibe præcisionen i den anden.
Nogle nyere dobbeltrifler har i konstruktionen taget højde for denne svaghed ved at piberne ligger adskilt fra hinanden og der er også ofte indbygget en justerskrue, som kan hjælpe på problemerne.
Men der er jo noget omkring de tunge drenge. De er for det meste lækre og spændende. Og næsten altid meget dyre. Jeg har skrevet en artikel om de tunge drenge i 2013 som du kan læse her.
Jeg har selv haft den J.P. Sauer (se billedet herover). Den stod dog mest i våbenskabet. Til almindelig jagt, der hvor boede var det simpelthen ikke besværet værd at slæbe rundt på den selvom der både var råvildt og kronvildt. Jeg blev af samme grund aldrig helt fortrolig med den.
Det samme kan jeg sige om den bockbüchsflinte jeg har haft med kaliber 7x65R i riffelpiben og kaliber 12 i haglløbet. Tung og ikke specielt god til at gå en tur i skoven.
Det mest naturlige for mig blev så en enkeltskudsriffel – en helt igennem original kipplauf fra Voere i Østrig. En rigtig dejlig let knæklåsriffel i kaliber 7x65R med lav vægt og overraskende lav rekyle. Men det er en helt anden historie, som kommer senere… Det er historien om “one shot – one kill”.
En Charles Lancaster dobbeltriffel er omtalt i min kronik om Karen Blixen som storvildtjæger.
Der er en del macho ved en dobbeltriffel. Så selvfølgelig havde Ernest Hemingsway også en – en af de største naturligvis. Men han blev heller aldrig helt glad for den. Læs mere om Hemingwyas guns i denne artikel