På Hemingways sidste safari 1953-54 var der mange våben i spil. Skulle der skaffes fugle til gryden var det altid hans elskede W&C Scott, der blev taget frem brugte.
Det er i år 60 år siden Hemingway begik selvmord. Denne artikel fortæller om hans liv med geværer og hans jagteventyr.(Tidligere udgivet på bloggen)
Om morgenen den 2. juli 1961 gik den amerikanske forfatter Ernest Hemingway ned til våbenskabet i entreen i sit hjem i Ketchum, Idaho. Valgte en kaliber 12 haglbøsse blandt mange og skød sig selv. En af dette århundredes største forfattere satte punktum for et langt liv.
Først gik det verden over, at det var et vådeskud, mens han rensede sin engelske Boss side-by-side. Men ingen af delene var sandt. Hemingway havde haft med geværer at gøre siden han var ti år gammel og ville næppe ”komme til” at skyde sig selv i hovedet ved uheld. Og han havde aldrig ejet en Boss.
Ernest Hemingway levede i bogstaveligste forstand et liv, hvor våben udgjorde en stor del af hans verden. Fra han var barn til hans deltagelse i 1. verdenskrig, gennem den spanske borgerkrig og 2. verdenskrig var Hemingway involveret – både som aktiv og som krigskorrespondent. I modsætning til korrepondenter i dag var han altid bevæbnet.
Men hele livet igennem var Hemingway jæger og naturmenneske.
I bogen ”Hemingways Guns” får vi et indblik i hans våben gennem tiderne, hvad han brugte dem til og hvem han brugte dem sammen med. Primært er bogen en gennemgang af de forskellige våben, der har stået i hans våbenskab hjemme på ranchen i Ketchum og rejst med ham på jagt i Europa og på hans to store safarier til Afrika.
Ikke prangende
Hvis man tror, at den velhavende amerikaner købte dyrt ind, når han skulle have nye geværer, tager man fejl. Øverst på listen over foretrukne jagtrifler var en kaliber .30-06 Griffin and Howe Springfield. Denne riffel skulle gennem resten af hans liv følge ham både på hjortejagt i Idaho og på hans to omfattende safarier i Africa.
Den er bygget på en brugt lås fra en militær Springfield riffel, men bygget op med ny pibe og med nyt udsøgt skæfte. Den blev leveret med et diopter-sigte og en Zeiss 2.25X kikkert. Den pillede han dog snart af og brugte aldrig kikkertsigtet igen. Ialt måtte han slippe 256 dollars inklusiv en læderkuffert.
Hemingway var virkelig faldet for denne riffel. Han skrev til en af sine venner:
”man tager den op og sigter så naturligt som at pege med en finger…smukt lavet og den mest enkle og praktiske riffel jeg har set.”
På den første safari Østafrika var Springfield-riflen Hemingways foretrukne og han kunne skyde med den. I romanen ”Afrikas grønne bjerge” som handler om safarien i 1933-34 skriver han om en bøffeljagt:
”Droopy havde rakt mig Springfield’en, og jeg viklede remmen om armen og tog sigte. Jeg havde nu bøflen lige i dioptret og gjorde mig kold indvendig og sigtede mod det øverste af dens skulder. Men da jeg skulle til at trykke af, satte den sig i bevægelse, så jeg måtte dreje bøssen og skyde med foranholdning. Jeg så den sænke hovedet og sparke bagud som en hest, der bliver rædselsslagen. Jeg repeterede og skød igen, denne gang bag dyret, idet den forsvandt; og nu vidste jeg, at jeg havde fået ram på den”. Pop: “Den må have været fire hundrede meter borte. – Jeg tør nok sige, De forstår at håndtere den lille hyldebøsse.”
(Droopy er en af den indfødte våbenbærere og Pop den engelske PH, der ledsagede Hemingway på safarien.)
I dag vil man nok være mere end tilbageholdende med at skyde på fire hundrede meters afstand med åbne sigtemidler. Men det var vel Papa Hemingway… Og overdrivelser har aldrig skadet hans fortællinger…
Den lille Mannlicher
Det blev dog hurtigt – også i begyndelsen af 30-erne – nødvendigt at få en lidt lettere riffel. Også denne gang valgte Hemingway Griffin & Howe som leverandør. Fordi Springfield-riflen med sine ni pund var lidt for tung at slæbe rundt med i bjergene hjemme til mindre hjortevildt, ville han have en lettere riffel. Valget faldt på en tre pund lettere klassiker: Mannlicher-Schoenauer, model 1903 i kaliber 6.5×54. Det blev en riffel, som Hemingway igennem årrække havde flere af. Nok en af de smukkeste af de klasisiske rifler nogensinde.
Mannlicherne fulgte Hemingway hjemme i Idaho på hjortejagt i bjergene. Den var også med på den anden Safari 1953-54. Som et kuriosum kan nævnes, at netop denne riffel havde en fast plads i Hemingways fiskerbåd Pilar (der lå i Havana), hvor han brugte den til at skyde efter hajer, som generede ham, når han fiskede efter sværdfisk… Man møde riflen i den lille novelle ”The short happy life of Francis Macomber” om den lidt undselige og bange Macombers safaritur, som ender dramatisk, da hans kone skyder ham – ja, med en Mannlicher.
Der var jo altid ret meget “show off”, når Hemingway var til stede. Her må fotograf Earl Theisen holde sin smøg i strakt arm, mens Hemingsway skyder med sin kaliber 22 Winchester pump gun.
Der var adskillige andre rifler i Hemingways liv. Han havde en forkærlighed for små kaliber .22 rifler og ejede selvfølgelig den klassiske amerikanske model med bøjlegreb (cowboymodellen), men også pumpgun-modeller i samme kaliber. De blev brugt til at skyde kaniner og andet småvildt. Men i høj grad var de også sønnernes første bekendtskab med våben. Den ene af sønnerne endte med at blive professionel jæger i Afrika.
Endelig havde Hemingway flere af de ”store”. Naturligt nok fulgte de ham på safariturene og bl.a. havde han en engelsk Wesley Richards i kaliber .577 Nitro Express. Så bliver de ikke meget større, men det var ikke et våben han havde den store kærlighed til. Han foretrak til alle tider sin gamle prøvede .30-06 Springfield. Han havde en aversion mod de store fordi han ikke synes han kunne tage ordentlig sigte. Det er tænkeligt, at han ikke vil indrømme, at han – ligesom nok de fleste andre – der har prøvet at skyde en 577-er var en lille smule bange for den.
Denne Westley Richards dobbeltriffel i cal. .577 Express var ikke hans favoritvåben og det fortælles, at en af hans gode venner blev slået omkuld, da de skulle indskyde den i en kælder i New York.
Haglgeværerne
I tidens løb ejede Hemingway mange haglgeværer. Han elskede fuglejagten – specielt andejagt og fasanjagt hjemme i Idaho.
Til ”hverdagsbrug” var det klassiske Browning pumguns eller A5 halvautomater, der blev taget ned fra hylden, når han skulle på andetræk med vennerne.
Det var langløbede og trangborede geværer, som han skød med stor effektivitet.
En anden af yndlingsbøsserne var en Browning Superposed (B25) – en de luxe udgave af Brownings klassiske over og under, som han havde i mange år.
I våbenskabet stod også flere spanske geværer. Hemingway rejste meget i Spanien og han elskede landet. Derfor skulle han også eje spanske haglgeværer, som var våben i høj kvalitet. Bl.a. en kaliber 12 Sarasqueta og en tilsvarende Arrizabalaga.
På samme måde havde han det med Italien, derfor var der også en luksus Beretta på hylden.
Et par gode kammerater i Idaho 1940. Gary Cooper var en af de gode venner. Her står Hemingway med sin Browning B25
Sammen med vennerne var der ofte gang i konkurrenceskydning. En af hans mest foretrukne former var skydning efter levende duer. Denne form for konkurrence var forløberen for lerdueskydning, som vi kender det i dag og det var efterhånden ikke lovligt at skyde efter levende duer på den måde. Men på Cuba, hvor Hemingway havde sit ”sommerhus” var det tilladt og han elskede at udfordre de lokale skytter og de gæster som besøgte ham der. Der brugte han ofte det gevær, som nok stod hans hjerte allernærmest: en engelsk W & C Scott & Son Pigeon Gun.
Det engelske firma W & C Scott & Son var berømte for bl.a. at lave disse 30 tommer langløbede geværer som var meget populære hos dueskytterne. Det var ikke et luksusgevær, men et gevær af høj kvalitet og smuk finish. I 1948 arbejdede Hemingway på en roman i Italien. Han boede hos en greve i Codroipo og da det var i nærheden af Venedig-deltaet var det naturligt at bruge fritiden på at skyde nogle ænder i ny og næ.
Det var her Hemingway faldt over W & C Scott-geværet og købte det brugt.
Han brugte det meget til almindelig jagt på fasaner og ænder, til lerdue- og dueskydning og den elskede Scott var en naturlig del af geværudstyret, som var med på safarien i 1953-54 i Østafrika.
W & C Scott og det sidste skud
Der har stået utroligt megen mystik omkring Ernest Hemingways selvmord for i 1961 i Ketchum. Som nævnt i indledningen blev det også til, at geværet var en engelsk Boss, men sådan en havde Hemingway – trods alt – ikke ejet.
Men hvilket af geværerne havde han taget fra geværhylden den skæbnesvangre morgen?
Forfatterne bag ”Hemingway’s Guns” har researchet sig frem til, at det kun kan være W & C Scott & Sons geværet.
Her har Hemingway igen sin W&C Scott fremme på Østafrika-safarien i 1953-54.
I researchen til bogen om Hemingways Guns fandt forfatterne dele af geværet hos lokale i Ketchum. Man ved, at umiddelbart efter Hemingways død blev det fatale gevær givet til en lokal smed, som – vistnok – skulle skaffe sig af med det. Det blev ødelagt og gravet ned og knap 50 år senere fandt forfatterne smådele af geværet hos et af smedens familiemedlemmer.
Det kunne ihvertfald slås fast, at det IKKE var en Boss, men derimod dele af en W & C Scott.
Og da netop dette gevær blandt de mange aldrig er registreret eller dukket op siden tillader forfatterne sig at drage konklusionen: Ernest Heminhway tog sit højtelskede Scott-gevær puttede en enkelt patron i, gik ud på toilettet og skød sig selv i hovedet tidligt om morgenen den 2. juli 1961.
Det var slutningen på et liv, som havde budt ham på flere oplevelser, end de fleste kommer ud for, og det var slutningen på et forfatterskab, som kunne delagtiggøre os andre i disse oplevelser og som skulle danne skole for en helt ny tids forfattere.
Dette liv havde taget hårdt på Ernest Hemingway. Undervejs var der traumatiske oplevelser i krig og kærlighed. Flystyrt i Østafrika og aldrig nogensinde tilbageholdenhed med de fristelser livet bød på.
I flere omgange var Hemingway indlagt på psykiatriske klinikker. Således også i en periode op til sommeren 1961.
(Alle fotos fra bogen “Hemingway’s Guns” af Silvio Calabi, Steve Helsley og Roger Sanger. Forlag: A shooting sportsman book)