Det kan ikke komme som en overraskelse, at de fleste af de italienske producenter har lukket for produktionen indtil videre på grund af Corona-virus. Det er dog indtil videre kun den store F.A.I.R. fabrik som har meldt offentligt ud. Men så vidt vides er de øvrige også lukket.
Gardone Val Trompia som er hjemstedet for langt de fleste producenter er lige midt i centret for virus-udbruddet og senest er det oplyst at 16 millioner mennesker er i karantæne i Norditalien.
Om det får betydning for de italienske leverancer til Danmark er ikke oplyst endnu, men det er klart, at der kan være mange geværer lukket inde på fabrikkerne i Norditalien. Jeg opdaterer i næste uge.
IWA messen i Nurnberg blev først aflyst – så blev den udsat til september. I branchen er der dog en del skepsis overfor denne beslutning og flere mener faktisk, at der ikke er grund til at afholde IWA i september. Et par af de helt store navne på IWA vil næppe komme. Bl.a. fordi september rent faktisk er et rigtig dårligt tidspunkt for jægere. Det har arrangørerne næppe tænkt over.
De nyheder producenterne skulle vise frem i marts i Nurnberg er jo ikke nyheder i september. Derfor er der ikke rigtig mening i at stille op, siger en af de store i branchen.
I det hele taget har der i de seneste år været sporet en vis træthed overfor IWA-projektet. Mange udstillere mener, at der er alt for mange mennesker inde som reelt ikke har ærinde på messen, som jo på papiret er for indkøbere, fagfolk og presse.
Der er også professionelle indkøbere, som er IWA trætte af samme årsager. Som en af dem har sagt: Så er det ikke til at komme til at forhandle med sælgerne fordi de skal deltage i videointerviews på Facebook i stedet for at sælge til forhandlerne.
En mulighed for IWA er at den afvikles og måske lægger mere vægt på den militær-agtige del med taktisk våben og udstyr. Det fylder i forvejen efterhånden så meget, at der bliver færre og færre reelle jagtvåben.