Hvis man følger debatten omkring det kommende krav om stål i England og Skotland/Wales kunne man tro, at de fleste engelske jægere er ved at gå i panik af frygt for at deres gamle geværer sprænger i stumper og stykker eller at de ikke kan bruges mere.
Debatten er stort set den samme, som vi havde i midten af halvfemserne før forbuddet mod bly. Jeg har været en del af debatten bl.a. i et par engelske jagtmagasiner og i forskellige fora på Facebook. Jeg har forsøgt at mane til besindelse, men har stort set kun fået tæv for det synspunkt.
Læs min artikel i Fieldsports og andre steder her
Patronproducenterne har også holdt lav profil og i starten truede de med at de aldrig ville kunne producere stålpatroner til gamle geværer. Uanset, at vi her i Danmark i mange år har skudt med ENGELSK producerede stålhaglspatroner. Men det er vendt – nu kan de godt.
Men i virkeligheden er det nok heller ikke så slemt, som debatten viser. Indehaveren af en af de store auktionshuse for sportsvåben Gavin Gardiner, Gavin Gardiner Ltd fortæller mig, at han endnu ikke rigtig mærker at folk vil sælge deres gamle geværer fordi de er bange for stål.
“De gamle geværer, som kommer på auktion er stort set fordi ejerne er ved at komme op i alderen og er ved at slutte jægerlivet,” fortæller Gavin Gardiner.
“Der er også mange yngre, som har bevæget sig fra traditionelle side-by-sides til moderne over/undere. Det er nok mest dem, som er vilde med at skyde med 40 grams hagl efter fugle, som er uden for rækkevidde,” siger Gavin Gardiner.
“Jeg tror vi er der, hvor folk måske holder lidt igen med at købe, indtil vi reelt har erfaring med stål. Det er nok ikke så stort et problem som mange snakker om og det er jo også muligt at skyde bly indtil det bliver forbudt.”
Gavin Gardiner skyder selv med en James Purdey fra 20’erne med 65 mm kamre og åbne boringer. “Jeg har tre muligheder: 1- skyder med Bismuth eller stålhagl med moderat ladning. 2 – Få den boret til 70 mm og få større udvalg af patroner. Endelig kan jeg købe et billigt modene gevær….”
“Jeg er heldig, at min Purdey er i god stand med gode løb. Jeg er ikke så bekymret og vil nok hellere holde op med at gå på jagt, end holde op med at bruge smukke gamle geværer!”
Gavin Gardiners næste auktion er den 6. september og hvis du har lyst til at se, hvad der er på auktionsmarkedet derovre lige nu kan du finde hans online katalog. Denne eftersommer-auktion er ellers meget traditionsrig med hjemsted i Skotland, men Corona har lukket ned for denne tradition.
Nu vil debatten i England fortsætte og for tiden er der – selv blandt hardcore specialister – ved at kunne mærkes en form for realitetssans. De ved jo, at det kommer så det er vel et spørgsmål om – undskyld udtrykket: at p…. eller stå af potten.