Læserne af denne blog vil nok vide, at jeg tester haglgeværer for magasinet JAGT, Vildt & Våben. I hvert nummer af magasinet har jeg et gevær igennem en grundig test, som resulterer i nogle sider med en beskrivelse af geværet, producenten og skydefærdighederne for hvert gevær.
Min tilgang til testen er altid den samme. Det er alene mig, som vælger hvilket gevær, der skal testes. Jeg bestræber mig altid på at få fingre i de nyeste geværer og det er også vigtigt, at jeg udvælger geværer, som er repræsentative for dem de danske jægere og sportsskytter er interesserede i.
Derfor vil en gennemgang af mine testskydninger også vise, at de dækker alt lige fra en godt brugt over/under til 2.000kr. til de dyre luksusgeværer til omkring 200.000 kr. De fleste ligger dog i den prisklasse, hvor de fleste køber – nemlig mellem 15.000 – 30.000 kr. Jeg mener det er vigtigt, at læserne får mulighed for at lære et gevær at kende, som ligger udenfor deres egne præferencer. Det kan være, at man aldrig ville vælge en brugt til små penge og det er lige så sandsynligt, at de fleste ikke lige står for at investere i en Browning til 200.000 kr. Men som vi alle ved fra test af biler vil vi jo alle alligevel godt læse om en Ferrari.Ikke?
I praksis foregår det sådan, at jeg låner geværet hos en af de forhandlere jeg har kontakt til og så kigger jeg nærmere på geværet og skyder med det. Det kan også være, at geværet kommer direkte fra importøren.
I mine artikler er der altid en beskrivelse af producenten. Det er af betydning, at man kan læse om, hvem der laver det og hvad der er producentens historie. Nogle har jo flere hundrede år bag sig, mens andre er nye aktører på markedet.
Jeg vurderer også geværets udførelse lige fra den teknisk del inde i maskinrummet over konstruktionen til den endelige finish. Nu er det sådan, at 80 procent af alle over/undere er næsten identiske i konstruktionen, så det er ofte udførelsen jeg synes er interessant at kigge nærmere på.
I min vurdering indgår selvfølgelig en sammenligning mellem de geværer jeg har haft i hænderne siden jeg startede i 2012. Så ialt har jeg skudt og testet over 70 forskellige haglgeværer. Det betyder selvfølgelig, at der ind imellem er noget, der kan minde om gentagelser. For så stor forskel er der ikke på mange af de forskellige udgaver fra enkelte producenter og samtidig er over/undere stort set fra samme konstruktions-skuffe. Indimellem kommer der så nogle specialgeværer som halvautomater, pumpguns eller side-by-sides, der ligger meget langt fra de mere almindelige.
Det er min målsætning, at alle skal behandles ens. Jeg går efter en ærlig og reel vurdering uanset producent og pris.
Det er altid spændende at tage geværet på skydebanen. I bund og grund er det, hvad det hele handler om. I langt de fleste tilfælde tager jeg som alle andre et gevær fra hylden og har en forventning om, at det kan jeg godt skyde med. Der er selvfølgelig nogle forskelle hist og her. Bl.a. er det ikke alle hyldevarer, som lige passe mig på skæftet, men med så mange forskellige geværer i hænderne har jeg lært at kompensere, når de er for lange eller for korte. Det er selvfølgelig ikke ideelt, men det er virkeligheden.
I de fleste tilfælde tagere jeg et af mine egne geværer med på banen. Jeg er bestemt ikke nogen mesterskytte, men jeg ved, hvad jeg kan med mine egne geværer, så en runde med en af dem kan fortælle mig om det er en god dag. Derefter skyder jeg med testgeværet og så er der en rimelig basis for at vurdere geværets skydeevne. Så i løbet af testen bliver det til ihvertfald omkring 50 skud.
Det sker ofte, at jeg skyder sammen med andre og så kan det blive til mere og det kan også være en fordel at have andre til lige at skyde med testgeværet. Jeg har haft stor glæde af at skyde sammen med nogle rigtig dygtige sportsskytter, som giver gode inputs til testen.
I nogle tilfælde vælger jeg at tjekke geværet på en testskive, som jeg selv har fået fremstillet. Det sker på 25-30 mtr., hvor jeg kan vurdere haglfordelingen med almindelige jagtpatroner. Det viser sig, at i moderne våbenproduktion er haglfordelingen næsten identisk uanset pris og producent, men der kan være nogle afvigere.
Til sidst skal jeg fotografere geværet hjemme i stue-studiet med fotos af detaljer og andre interessante dele af geværet. Derudover får jeg fotos fra producenterne, hvor jeg har adgang til stort set alle europæiske producenters foto-biblioteker. Så skal der egentlig bare vurderes, menes, sammenlignes og skrives en artikel til JAGT Vildt & Våben. Det gode for mig er, at jeg møder mange rundt omkring på jagt og på skydebanerne, som læser mine tests og godt lige vil snakke lidt om våben. Jeg har fundet ud af, at vi er mange som synes haglgeværer er rigtig spændende. Uanset om det er en hundedyr, håndlavet englænder eller en gedigen og spændende tyrker. Geværet er jo vores vigtigste “redskab” på jagt og på skydebanen.
Og jo, jeg får penge for det fra JAGT, Vildt & Våben. Nogen skal jo gøre det…
Og jeg er glad for det.
Få et godt tilbud på JAGT Vildt & Våben
Du kan se nogle af mine tidligere videoer fra geværtests. De er lige ud
af landevejen og ikke fancy salgsvideoer