Læs debatindlæg om de nye Jagtkort. Det var i 1922 og bølgerne gik højt. Her er det C.C. Andersen som var redaktør for “Dansk Jagttidende” udgivet af Dansk Jagtforening som skriver. Du kan downloade i bedre kvalitet.
Når der bringes gamle indlæg vil du altid have muligheden for at downloade en pdf-udgave af artiklerne.
Som tidligere omtalt vil der i den kommende tid blive bragt historiske nedslag fra det en gang så indflydelsesrige jagtblad “Jagtvennen”. Jeg vil forsøge løbende at kigge i udgivelserne med blik for hvornår de er udkommet og hvilke emner, der er taget op.
Med andre ord vil der komme artikler fra “Jagtvennen” som udgangspunkt fra perioden sidst i tyverne og til dagen i dag. Ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge, men også hvis der er aktuelle ting fra den gang som også optager os i dag. Der vil også komme annoncer fra den gang. Så kan vi jo kigge lidt på hvad en haglbøsse koistede den gang. Jeg skal hilse og sige, at der er mange spændende ting i materialet, som efter min mening for både “gamle” og nye jægere kan være med til at give en større forståelse for hvad dansk jagt er for noget.
Men først fortæller Finn Watson historien om Thureholm og “Jagtvennen”:
’Jagtvennen’ – et idealistisk enmandsforetagende
Tidsskriftet ’Jagtvennen’ var synonymt med én person, nemlig redaktør K. W. Thureholm. Han blev født i 1891 i Tureby Sogn i den nuværende Faxe Kommune. I kommunens arkiver findes et postkort, som viser redaktionslokalet på Haslev Avis omkring 1912. Her ses den ca. 20-årige yderst velklædte Thureholm stående mellem en nærmest liggende avislæsende kvinde og en stående læsende mand. Lokalet ligner en privat stue med sit hjemlige møblement, private fotos, julekane og frugt på bordet.
Arkivet oplyser, at Thureholm var født Sørensen, men at han i 1916 tog navneforandring til Thureholm. Navnet stammer fra avlsgården Turebyholm under Bregentved Gods, hvor hans far arbejdede som gartner. Gennem livet tog hans aktiviteter, som for de flestes vedkommende var af journalistisk karakter, hyppigt udgangspunkt i det midt- og sydsjællandske områdes historie, kultur og natur. Interessen for landsdelens historie var stor; særligt optaget var han af tiden omkring Svend Poulsen, kendt som Gøngehøvdingen. Thureholm udgav i 1948 bogen ”Ad Frihedskæmperen Svend Gønges Veje”. Hans skribentvirksomhed var ganske omfattende og spændte fra dagbladsjournalistik på flere sjællandske dagblade over bogudgivelser og forlagsvirksomhed til redaktøropgaver på specielle udgivelser, eksempelvis ’Skovbrugstidende’ og ’Herregaardsjægeren’.
Som eksempler på aktiviteter, der lå uden for skriftlig formidling, kan nævnes, at Thureholm i 1926 holdt et lysbilledforedrag i Marineforeningen. Foredraget, som han kaldte ”De hvide Marinere”, handlede om hættemågernes og stormmågernes levevis og trækforhold. Langt senere, d. 10. maj 1953, overrakte han Københavns overborgmester, H.P. Sørensen, på vegne af Sydsjællands og Møns turistforeninger m.fl. et ”gavebrev og naturalier” i anledning af Børnehjælpsdagen.
Ved hans død i 1957 skrev Aage Wielandt i Dansk Jagttidendes nekrolog rosende om Thureholms humane tilgang til både jagt og foreningsarbejde og sluttede: ”Nu er Sydsjællands gamle ørn fra jagtstien og pressen ikke mere; men mindet om ham, ærlig og ukunstlet, stolt og fri, lun og bredt skildrende, vil vide jægerkredse og hans utallige venner bevare”. ’Dansk Jagttidende’ var medlemsblad for Dansk Jagtforening fra dennes start i 1884 til dens ophør i 1991.
Rosenfeldt Gods – kong Valdemars vilde jagter
Thureholm knyttede et tæt forhold til ’revirjægeren’ (herregårdsskytte) Carl Brehm (1893-1950), der var skytte på flere sjællandske godser, blandt andre Lystrup og Torbenfeldt. Det var dog i Brehms rolle som revirjæger på godset Rosenfeldt, Thureholm opnåede den relation til Brehm, der fik ham til at se ham som sin læremester. Til godset Rosenfeldt ved Vordingborg hører halvøen Knudshoved Odde, hvis yderste spids, Knudshoved på ca. 92 ha, blev fredet i 1952. Overgangen mellem Knudshoved Odde og Knudshoved overskylles ved højvande, og i dag er dette område en del af Natura 2000-område nr. 169.
På Rosenfeldt gods fik Thureholm takket være sin gode forbindelse til Brehm mange af de natur- og jagtoplevelser, han beskrev i sine artikler – i Jagtvennen og andre steder, fx i bogen ’Der jog kong Volmer’. Bogen, som udkom i 1948 på Jagtvennens Forlag, beskriver ”Indtryk og Oplevelser fra Knudshoved Odde”. Kong Volmer, som rettelig hed Valdemar d. 4., var kendt som Valdemar Atterdag og levede fra 1321 til 1375. I perioden 1340-1375 var han konge. Han var ifølge overleveringen ualmindeligt jagtglad. Valdemar havde sit jagtslot på det nuværende Stensbygård Gods, som ikke ligger langt fra Rosenfeldt. Sagnet fortæller, at hans jagter var vilde og sikkert har udfoldet sig over det meste af Sydsjælland. I det fine digt ’På Sjølunds fagre sletter’ nærmest hudflettede digteren B.S. Ingemann over 14 strofer kongens tvivlsomme jagtmoral. De fleste kender sikkert digtet som en forkortet sang fra Højskolesangbogen med Niels W. Gades melodi. Digtet skildrer kong Valdemars kyniske jagtudøvelse, som sågar også fandt sted i kirketiden – angiveligt til den stedlige biskops fortrydelse. Over for biskoppens irettesættelse svarede kongen ifølge Ingemans digt, at han hellere vil gå på jagt end have udsigt til ”Guds Himmerig”
Mon ikke mange har skoleminder i forbindelse med sangen, som i en af de sidste strofer beskriver sagnet om kongens jagter:
I Muld for længe siden
Kong Valdemar er lagt,
Men sælsomt gennem Tiden
Gaar sagnet om hans Jagt.
Tit korser arme Bonde
sig end på natlig Sti,
Hvor Jægere og Hunde
Ham suse vildt forbi.
Zoologen og dyreværnsmanden Hans Hvass (1902 – 1990) skrev i sin populære bog ’Fugle i farver’ (Politikens Forlag, 1956) om Sortanden: ”Der er måske ikke mange, der har set sortænder; til gengæld har de fleste hørt deres stemmer i de lune forårsnætter, når det kort klagende gyv-gyv toner fra den mørke nat, hvor de i mægtige skarer trækker nordpå. I folketroen hedder det sig, at lyden stammer fra hundeglammet fra kong Volmers vilde natlige jagt.” Sortanden kaldes visse steder for gyvfuglen.
Hans Hvass var i øvrigt medlem af jagtlovskommissionen i tiden 1949-1965, hvor han næppe har været fasanudsætningernes mand. I hans fuglebog hedder det om fasanen, at den ”udsættes i parker og skove som let skydeligt vildt, der flyver meget tungt.”
Overvejende godsernes mand
Thureholm har i det spørgsmål næppe været enig med Hvass og har i kraft af sin tilknytning til godser og herregårde på Sjælland bakket op om disses jagtlige interesser.
Man skal dog være opmærksom på, at vildtudbytter og jagtformer var en del anderledes i 1950’erne, hvor Hvass og Thureholm deltog i jagtdebatten. I ’Dansk Jagttidende’ d. 5. december 1954, findes vildtudbyttestatistikker for flere årrækker. I jagtåret 1950-1951 nedlagdes 389.900 agerhøns, 359,400 fasaner og 399.600 harer. Hertil kom 378.200 svømmeænder. De vilde agerhøns overgik således udbyttemæssigt de udsatte, ’tungt flyvende’ fasaner, hvis udsætningsvolumen var langt mindre end nutidens mere end 1,5 mil. Ganske tankevækkende i en nutid, hvor markvildtet som følge af det højt industrialiserede landbrug har det yderst svært, og der derfor kompenseres med masseudsætninger for dog at have noget at skyde.
Thureholm og strandjægerne
Thureholm var ikke strandjæger, men et par gæs blev det dog til
At Thureholm overvejende var jordbesiddernes mand fremgår bl.a. af hans ihærdige modstand mod ophævelsen af det jagtfrie 50 meter bælte langs kysterne, som blev indført med jagtloven af 1922. Bestemmelsen, som var indført med Dansk Jagtforenings billigelse, anså Thureholm som et værn mod de horder af strandjægere, der ellers ville kunne forgribe sig på ’godsernes vildt’. Thureholm har måske tilhørt den del af befolkningen, der havde medfølelse med de jordbesiddere, som med Lensafløsningsloven af 1919 havde måttet afgive 10% af hele landets areal til bl.a. statshusmandsbrug og ydermere betale en afgift mod til gengæld ikke at skulle lade deres ejendom hjemfalde til staten ved manglende arvefølge. Denne normalisering af store jordbesiddelsers juridiske stilling, som først afsluttedes i 1930, indvarslede afslutningen på herregårdsepoken i Danmark. Af bl.a. den grund var det vel rimeligt, at jordbesiddere med kystnære arealer kunne holde de nævenyttige strandjægere væk for i det mindste at have dét privilegium? De skød jo lodsejerens vildt. Det mente i hvert fald Thureholm, som livet igennem beklagede sig over den frie jagtret på stranden. Her fandt han en forbundsfælle i herregårdskytten Peter Vilhelm Hansen, der i en lang årrække var skytte på Gavnø Gods ved Næstved. Gavnø Gods har jorde, som støder op til både Karrebæk og Dybsø Fjorde, og der er næppe tvivl om, at nogle strandjægeres adfærd til tider har voldt godset problemer i form af regulært krybskytteri. Man skal imidlertid være opmærksom på, at i de første 2-3 årtier af det 20. århundrede var jagt for mange strandjægere ikke kun en våd og kold fornøjelse, men også en måde at skaffe føde på i en tid med knaphed. Eksempelvis var forårsjagten på Knortegås frem til artens bratte tilbagegang for nogle mennesker et nødvendigt og kærkomment supplement til fiskeriet. Til at belyse denne periode i strandjagtens historie kan bogen ’Strandjagt’ anbefales (Svend Thorsen, Gads Forlag, 2014).
Jagtvennen og foreningerne
Idealisme, virketrang lyst til at kommunikere holdninger og oplevelser betød, at Thureholm i en ung alder gav sig i kast med at udgive et tidsskrift. I perioden 1914-1954 udgav han med periodisk støtte fra Jagtfonden tidsskriftet ”Jagtvennen”, der som primær målgruppe havde jægere på Sydsjælland. I det mindste var størstedelen af stoffet hentet på de kanter, dog suppleret med aktuelle nyheder og notitser, som blev hentet fra andre medier og steder. Det er en ganske stor produktion, der er tale om. For selv om de enkelte numre var af relativt beskedent kvantitativt omfang, udkom der flere af dem hver måned. Tidsskriftet var delvis finansieret og præget af lokale annoncører, dvs. virksomheder fra Næstvedområdet. Enmandsredaktionen havde nemlig til huse på Axeltorv i Næstved, og trykningen blev varetaget af Næstved Tidende. Det har ikke på noget tidspunkt været økonomisk vinding, der drev værket. Da ’Jagtvennen’ gik ind, havde Thureholm oparbejdet en gæld for trykningen til Næstved Tidende, som han tilbød at betale tilbage ved at arbejde som korrekturlæser. Denne funktion varetog han til sin død i 1957.
’Jagtvennen’ formidlede mange og detailrige oplysninger om naturens gang, og om hvordan jagten forløb i sæsonerne, overvejende på godser og herregårde, hvor de lokale skytter var flittige informanter. Men også jagtberetninger og naturoplevelser fra fremmede himmelstrøg fik spalteplads i bladet.
Da ’Jægerklubben Sct. Hubertus’ d. 3. november (Sct. Hubertus’ dag) i 1921 blev stiftet af en række fremtrædende jægere i Næstved, valgtes Thureholm til foreningens første formand. ’Jagtvennen’ udviklede sig med tiden til at blive medlemsblad for den nye jagtforening, som i begyndelsen havde ambitioner om at blive landsdækkende. På daværende tidspunkt var der i Danmark blot en enkelt landsdækkende jagtorganisation, Dansk Jagtforening, som var blevet stiftet i Fredericia i 1884. Baggrunden for stiftelsen var ønsket om beskyttelse af vildtet i yngletiden. Særligt gråanden var dengang truet af decideret udryddelse som følge af manglende fredningsbestemmelser. Dansk Jagtforenings første markante politiske resultat var da også at få indarbejdet en fredning af ’vildænderne’ i tiden 1. marts til 30. juni. Dette skete med jagtloven af 1888, og det kan i dag virke fattigt med 4 måneders fred om året, men i den foregående jagtlov af 1879 var ænderne fredløse. Samme etiske overvejelser om hensyntagen til vildtet gjorde sig gældende for ’Jægerklubben Sct. Hubertus’, idet der i betingelserne for medlemskab blev stillet krav om lovoverholdelse og høj jagtmoral. Hvis man med nutidens øjne alligevel skal se kritisk på datidens jagtudøvelse, må det være den skarpe sondring mellem ædel- og skadevoldende vildt, der falder for brystet. Jagtbladene bragte annoncer for fosformos til krager, sakse og fælder til fangst, og der var ofte illustrerede beretninger om succesfulde rovfugleudbytter. Det er dog næppe formålstjenligt at lægge en senere tids normer og moral ned over fortidens praksis. Hver generation bør søge at forbedre sin jagtlige etik, og i 2023 diskuterer miljøministerens rådgivende udvalg i jagtlige spørgsmål, Vildtforvaltningsrådet, etikken i jagt, herunder den stadigt forekommende faunakriminalitet. En del af denne kriminalitet er netop bekæmpelse af rovfugle, som for nogle desværre ses om legitim selvjustits for at beskytte fasanudsætningerne.
For omkring et århundrede siden, da ’Jagtvennen’ begyndte at udkomme, var jagt på landjorden overvejende forbeholdt de højere rangklasser. I løbet af de efterfølgende årtier ændrede det sig, så også jævnere indkomstgrupper kunne nyde jagtens glæder. Med jagtloven af 1922 blev jagten i en vis forstand demokratiseret, men loven indeholdt en efter manges mening udpræget klassebestemt paragraf, nemlig den nævnte fastlæggelse af et bælte på 50 meter fra kysterne, hvori der ikke måtte drives jagt. Man kan få den tanke, at kredsen omkring Jægerklubben Sct. Hubertus var bekymret for tab af jordbesidderes jagtlige privilegier og i det spørgsmål måske ikke havde fuld tillid til Dansk Jagtforening, som med sit stigende medlemstal gradvist måtte varetage bredere interesser. Da det frem mod jagtloven af 1931 stod klart, at 50-metersbæltet ikke kunne opretholdes, skrev Thureholm: ”Dansk Jagtforening har maattet strække Gevær og har maattet gaa med til at slette Bestemmelsen om 50 Meters Bæltet ved vore Kyster” (Thorsen, s. 97,). Allerede kort tid efter jagtloven af 1922 havde en ny landsdækkende jagtforening set lyset, ’Landsjagtforeningen af 1923’. Foreningen blev stiftet i 1923 i Nykøbing Falster med det udtrykkelige mål at få ophævet det forhadte kystbælte, hvilket da også lykkedes med loven af 1931.
Bekymringen over eller snarere modstanden mod den frie strandjagt vedblev dog at få spalteplads i ’Jagtvennen’. Da fabrikant dr.scient. Bøje Benzon i 1945 sammen med blandt andre grosserer Ludvig Svendsen, Jagt- og Fiskerimagasinet, og ingeniør Niels Monberg stiftede ’Dansk Havjagtforening’, fik foreningen husly hos ’Jagtvennen’. Denne kreds af velhavende jægere havde den opfattelse, at den frie strandjagt var et problem, og man havde et probat forslag til løsningen, nemlig salg af jagtretten på vandet. I sin bog ’Strandjagt’ refererer Thorsen et besøg i 1943 i Jagt- og Fiskerimagasinet, hvor ejeren, Ludvig Svendsen, over for en kunde, strandjægeren Hans Eriksen forklarede, hvor gode forhold, der ville blive på stranden, hvis staten overtog al jagtret på vandet og efterfølgende solgte den i parceller af ”100 Kr. pr. Stk.” (Thorsen, s. 272). Først med vedtagelsen af jagtloven af 1967 erkendte kredsen omkring Dansk Havjagtforening de nye tider og nedlagde sig selv.
Strandjagten har været et smertensbarn i dansk jagts historie. Foreninger er opstået og nedlagt som følge af markante synspunkter på netop denne jagtform. Jægerklubben Sct. Hubertus stiftedes formentlig som udtryk for en bekymring for Dansk Jagtforenings evne til at fastholde de større jordbesidderes privilegier, Landsjagtforeningen af 1923 var en egentlig protestforening mod 50-metersbæltet, og den sidst tilkomne forening, Dansk Strandjagtforening, stiftet 1940 i Odense, havde udspring i utilfredshed med, at Landsjagtforeningen af 1923 havde tilsluttet sig en specifik ekstraordinær særfredning af dykænder. Ved fredningen mistede mange af de økonomisk ringest stillede strandjægere muligheden for et forholdsvis billigt tilskud til kosten.
Fra 3 jagtforeninger til 1 – og nye udfordringer
’Jagtvennen’ er kulturhistorie, og den giver et interessant indblik i nogle af de modsætninger og konflikter, der fra begyndelsen og til godt og vel midten af det 20. århundrede prægede jagtens udvikling. Det er tankevækkende, at datidens konflikter var mellem jægere indbyrdes, dvs. mellem dem, som af nogle blev betragtet som ’kapitaljægere’ og de mindre bemidlede jægere. Da der i mange år var tre landsdækkende jagtorganisationer, gav folkeviddet dem da også metaforisk forskellige typer fodtøj; i Dansk Jagtforening gik man i laksko, Landsjagtforeningen af 1923 var overvejende bønder, der passende kunne gå i gummistøvler, og Dansk Strandjagtforenings medlemmer bar naturligvis søstøvler.
Den almindelige samfundsudvikling har også ramt jagtorganisationerne, og i dag er kun én jagtorganisation af en vis størrelse og derfor repræsenteret i Vildtforvaltningsrådet, nemlig Danmarks Jægerforbund, som er en fusion af de tre gamle foreninger. I dag opleves bl.a. regulativer, pres og forventninger fra EU og samfundet som faktorer, der tvinger jægerne til at tale med én stemme. Hvorvidt dette lykkes, må man hver især dømme om.
’Jagtvennens’ ophør og foreningslivet i Thureholms by, Næstved
Af forskellige årsager blev Jægerklubben Sct. Hubertus’ ambitioner om større geografisk udbredelse aldrig indfriet, og da Jægerklubben Hubertus, som den hed i sine sidste år, ophørte, havde den i mange år været Næstvedområdets lokalafdeling af Dansk Jagtforening. Men allerede kort inde i foreningens levetid begyndte spørgsmålet om den hårde kurs over for strandjagten at splitte foreningen. Indlæg i ’Jagtvennen’ i løbet af 1922 og ved Jægerklubben Sct. Hubertus’ første generalforsamling samme år indvarslede den begyndende stagnation og senere regulære tilbagegang i medlemstal, der kendetegnede foreningen helt frem til 1970’erne. På dette tidspunkt steg tilslutningen til foreningen, men da var den også blevet en bred forening. For eksempel kan det nævnes, at foreningen i begyndelsen af 1990’erne spillede en aktiv rolle i at minimere skaderne på den lokale strandjagt som følge af udmøntningen af det såkaldte køkkenbordsforlig af 1991. Forliget mellem en række grønne organisationer og jægersiden indebar bl.a. oprettelsen af en række nye reservater, hvorved en meget stor del af landets bedste strandjagtsområder i løbet af 1990’erne frededes. Hvad mon Thureholm ville have tænkt om sin gamle forening, som på den måde kom til at tale den kystnære strandjagts interesser? Det får vi naturligvis aldrig at vide, men et kvalificeret gæt kunne være, at han i kraft af sin baggrund, historiske viden og kulturelle ballast ville have nikket til udviklingen.
For sit eget vedkommende lukkede han ’Jagtvennen’ i 1954. I en notits i ’Dansk Jagttidende’ d. 20. januar 1955 kunne man læse: ”Jagtbladet ’Jagtvennen’, som i en meget lang Aarrække har været udgivet og redigeret af Redaktør K. W. Thureholm i Næstved, er ophørt med at udkomme paa Grund af de vanskelige økonomiske Forhold.” Bemærk, at retskrivningsreformen fra 1948 ikke har påvirket redaktionen.
Med dannelsen af Danmarks Jægerforbund i 1992 mistede alle lokale jagtforeninger deres ’hovedforeninger’, og som en konsekvens heraf fusioneredes Jægerklubben Hubertus i 2001 med den tidligere lokalafdeling af Landsjagtforeningen af 1923. I lighed med udviklingen inden for det nationale jagtpolitiske felt gik udviklingen i retning af større enheder, og i dag er der i Næstved by én stor jagtforening, Næstved Jagtforening, og to mindre strandjagtforeninger, henholdsvis Næstved og Karrebæksminde Strandjagtforeninger.
Udviklingen i foreningslivet generelt i Danmark har siden 1970’erne lidt skade. TV og ændrede arbejds- og familiemønstre har sandsynligvis medvirket til, at det er vanskeligt at mobilisere medlemmer af jagtforeninger til ret meget andet end aktiviteter, som indebærer jagt eller skydning – og den socialklasse af mennesker, der bar en forening som ’Jægerklubben Sct. Hubertus’ frem, er ikke særligt synlig i det organisatoriske liv i dansk jagt. Mange af dem går på jagt, men de er ikke længere fremtrædende i foreningslivet.
Når man bladrer i de gamle numre af ’Jagtvennen’, er det svært ikke at blive en smule nostalgisk, og man kan gribe sig selv i et ønske om at have været dér og oplevet de gyldne år.
Århus Universitet har netop udgivet den årlige foreløbige vildtudbyttestatistik som viser, at der er 3.000 færre jægere aktivt på jagt i Danmark. Nu er det 47 procent af alle jagttegnsløsere som går på jagt.
Ind til videre har jægerne indberettet 1.773.474 stykker nedlagt vildt i sæsonen 2022/23, mod et foreløbigt udbytte på 1.750.870 året før.
Det er vigtigt – som altid – at der reelt er 82.259 aktive jægere i Danmaark, når man går ud fra at en jæger er aktiv, hvis han/hun skyder noget. 172.815 betalte for jagttegnet i 2022-23, men har ikke oplyst udbytte. De har pligtskyldigt indberettet 0-udbytte.
Den generelle historie om jagt i Danmark går altid på, at der er 172.000 jægere, hvilket altså ikke er helt i overensstemmelse med virkeligheden. Jeg synes vi skal fortælle omverdenen den virkelige historie, selvom det åbenbart ikke er hvad f.eks. Jægerforbundet ynder at gøre.
Det er efterhånden ogaså på tide at justere lidt på selvopfattelsen på den baggrund. Hvor mange andre naturbrugere der er kan du bl.a. læse i min kronik fra Jyllands posten.
Du kan selv dykke ned i statistikken i den fulde udgave af oversigten fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Århus Universitet.
Finn Watson har pakket de mange årgange af “Jagtvennen” til mig. Glæd dig: der er mange spændende artikler at læse i dette alternative jagtblad.
Her på bloggen vil efteråret byde på en række nyheder. Udover at følge udviklingen på alle de fronter, som interesserer os vil der komme nyheder, som rækker både frem i tiden og i den grad trækker på historien.
Det sidste først: Jeg er så heldig at jeg har fået overdraget gamle udgaver af bladet “Jagtvennen”, som udkom fra 1914 til 1954. Der er næppe mange som kender bladet i dag, men i hele denne periode var Jagtvennen et kritisk og meget læst blad, som blev udgivet af redaktør K.W. Thureholm fra Næstved.
Det var et lille blad i beskeden udførelse, men det havde mange artikler, som fik indflydelse på udviklingen af jagten i Danmark i disse spændende år.
Det er Finn Watson, Næstved, som mener, at de mange eksemplarer af “Jagtvennen” er i gode hænder hos mig. Jeg er beæret og taknemlig over, at Finn har valgt at jeg skal finde en udnyttelse af det enestående materiale, som stammer fra arkiverne i den for længst nedlagte forening: Jægerklubben Sct. Hubertus.
Jeg vil fremover have tjek på Thureholms udgivelser og for at de stadig kan have interesse vil jeg hver måned bringe artikler fra Jagtvennen her så du kan læse, hvad der optog jægerne den gang. Lige nøjagtig i den måned for lang tid siden. Jeg kan godt love at der spændende ting imellem. En del fra den tid, hvor vi fik den nye jagtlov i juni 1922.
Det er interessant, at bladet – trods sin enestående position i nyere jagthistorie – ikke er blevet behandlet historisk. Ingen har tidligere benyttet materialet til udgivelse. Så kære læser: har du bare en smule historisk interesse for fortidens jagt så følg Jagtvennen på disse sider fremover.
Det er ikke tandløse skriverier og mere eller mindre opstyltede artikler om jagt, men den rene vare. Finn Watson vil i den nærmeste fremtid fortælle historien om Thureholm og Jagtvennen
Bæredygtighed
Jeg vil i efteråret selv forsøge at skabe en forståelse for og beskrive, hvad bæredygtig jagt er. Jeg havde håbet Jægerforbundet kunne hjælpe, men de aflyste et webinar i foråret og trods adskillige henvendelser til den jagtfaglige chef Niels Søndergaard i forbundet har jeg ikke fået det materiale, som skulle findes og som skulle orientere om Jægerforbundets holdning.
Jeg ar tidligere skrevet om “Bæredygtig jagt”, som jo er en klub for store godsejere og jægerforbundets bestyrelsesmedlemmer, som ikke har markeret sig væsentlig siden starten.
Bæredygtighed er et begreb, som jægere og jagtorganisationer i udlandet tager seriøst og beskæftiger sig med for alvor. Der er mange mindre jagtkonsortier, som helt naturligt praktiserer bæredygtig jagt. Det vil du kunne læse om i de kommende måneder.
Udsætningerne igen igen
Vi kommer ikke uden om at drøfte Vildtforvaltningsrådets afgørelse om udsætning af ænder og fasaner. I visse kredse er denne afgørelse nærmest blevet fortolket som afslutningen af jagt i Danmark. Ingen har tilsyneladende helt læst teksten (eller i hvert fald forstået den) og ingen har erkendt, at dem der i første om gang og på lang sigt påvirkes er de store godser, store jordejere og udlejere af store arealer med udsatte fasaner og ænder som primær vildtbestand. De fleste danske jægere vil sagtens kunne lave hjemmeopdræt og sætte ud som hidtil og fortsætte den helt almindelige jagt både på fasaner og ænder. Og med hensyn til de sidste er vi vel alle enige om, at det er mere interessant og udfordrende (bæredygtigt) at skyde vilde ænder end udsatte i søer og moser.
I juni skrev jeg en kronik i Jyllands Posten, hvor jeg omtalte Vildtforvaltningsrådets afgørelse. Kronikken er i avisen bag betalingsmuren.
Jeg vil bestræbe mig på at teste haglgeværer mindst en gang om måneden. Der kommer vel nye geværer eller geværer med nye detaljer i efteråret, som der plejer og dem vil jeg tage fat i. Indimellem kan aktuelle ting også betyde, at jeg bringer en af mine tidligere testartikler. Der er jo ikke test af haglgeværer mere i JÆGER og jeg ved at mange gerne vil læse om haglgeværer.
Fremtiden for flugtskydning vil jeg også beskæftige mig med og det ser ikke så sort ud som det gjorde. Kommunerne rundt om i landet som nu har afgørelserne er sandsynligvis positivt indstillede overfor sporten.
Nu artikler på engelsk
I England ser en ny platform (webside) om “the countryside” for alvor dagens lys. Det er et utroligt spændende projekt, hvor en lang række kendte og mindre kendte skribenter skriver om alt fra livet på landet over jagt til bæredygtighed. Det har været undervejs et stykke tid, men nu lukkes der for alvor op-
Jeg skal skrive på “Scribehound”, som siden kaldes om bl.a. forhold i Danmark, som kan forventes at have interesse for engelske og internationale læsere. Jeg vil også skrive om haglgeværer og bæredygtighed. Jeg har tidligere skrevet i flere af de engelske magasiner om bl.a. stål versus bly.
Det er et fint selskab at komme i med mange af de kendte skribenter fra engelske magasiner.
Scribehound udgives af folkene bag den engelske side gunsonpegs.com, som har en del år på bagen. Det startede som et forum hvor man kunne finde jagtmuligheder eller ledige pladser på jagter. Sidsen er der kommet mange artikler og nu går man altså all in med Scribehound. Det skal med deres egne ord blive et sted hvor de mennesker som lever og “bruger” livet på landet kommer til orde frem for at det altid er andre som fortæller om det. Jeg er sikker på, at dette helt nye initiativ som også åbner for nye skribenter bliver en succes.
Du finder min artikel “Living with steel in Denmark” på siden, men du skal være registreret og logge ind. Så finder du den under mit navn på listen med skribenterne.
Mange nye følgere
I foråret og sommerens løb er der kommet mange nye følgere på denne side. Vi er er lige under 3000, som via Facebook logger ind på de forskellige artikler. Det er jo ikke så mange tusinde, som andre sider, men tilgengæld er jeg glad for, at når I finder en artikel via Facebook er der mange som rykker videre til bloggen og læser. Der er en langt større respons, som det hedder, på positivskydning.dk end på mange andre klassiske websider. Så jeg vil fortsat være at finde på Facebook og gøre opmærksom på nye artikler rundt omkring i de relevante grupper.
Jeg er meget glad for, taknemlig over og stolt af at debatten omkring mine artikler altid bliver holdt i en god tone. Alt for mange steder er tonen alt for dårlig og ubehagelig. Her er debatten som regel fuld af konstruktiv kritik af indhold og andre indlæg. Mange benytter lejligheden til at diskutere med andre som skriver ind. Tak for det.
Det tolker jeg som at indholdet er interessant og jeg vil, som I kan læse ovenfor, fortsætte med at levere helt og aldeles uafhængig professionel journalistik om de emner jeg tager op og for mig er det vigtigt at fastholde den professionelle og frie tilgang. Så husk, at det er her du kan læse alt det du ikke finder andre steder.
Bøssemagerfaget her i Danmark er ikke et af de store fagområder. Nye kommer til og mange af de “gamle” er stadig aktive. En af de dygtigste og mest respekterede er ikke mere.
Bøssemager N.O. Nielsen i Vildbjerg døde forleden efter nogen tids sygdom 80 år gammel. Heraf de 50 år som selvstændig bøssemager.
“NP”, som de fleste her i Jylland kender ham, var aktiv til det sidste i værkstedet ved siden af hjemmet. Så længe han kunne var han at finde ved filebænken med en riffel eller et haglgevær, som skulle repareres eller forbedres. Han blev til sidst suppleret af svigersønnen Jan Madsen, som nu viderefører værkstedet.
NP var på mange måder en af de typiske i sin generation og kunne se tilbage på et langt liv, hvor skydning, geværer og ikke mindst rifler var jobbet og fritiden.
Han skød lerduer ofte i skarp konkurrence med vennerne Per Langvad og Niels Ove Mikkelsen (OL-skytte tilbage i 60’erne). De tre turnerede ofte rundt i både Danmark og nordiske lande med familierne i campingvogne og deltog i mange skydninger.
Riffelskydning blev en vigtig del af NPs virke. Han var selv en meget dygtig langdistance-skytte mange år før dette er blevet moderne. Han byggede – naturligvis – selv sine rifler til dette formål i store kalibre og virkede også som instruktør for de danske soldater, som skulle lære at skyde på lange distancer.
Jeg spurgte en gang NP, hvor god han egentlig var: “Joe, jeg kan da sætte en serie på det, der svarer til en underkop. På 2500 meter”, var det meget beskedne svar.
“Men når jeg er på bukkejagt, er min grænse 100 meter. Det bør det også være for de fleste andre.”
Selvfølgelig var NP meget søgt af folk, som havde specielle ønsker til deres rifler og han har også ved flere lejligheder bygget helt specielle rifler, bl.a. en meget fin riffel, som han byggede sammen med kollegaen Per Langvad. Men som de begge sagde mange år efter: “Den var lidt svær at komme af med…”
NP har i de mange år jeg har skrevet om haglgeværer været en af de eksperter jeg har opsøgt, når der skulle skrives artikler om forskellige våbentekniske emner. Det var altid et par hyggelige (og meget lærerige) timer i det lille værksted, mens NP viste og fortalte.
For en del år var min engelske William Richards side-by-side så tynd i løbene, at enten skulle den skrottes eller også skulle den have nye løb. NP gav et godt tilbud og jeg var selv til stede og lidt ilde til mode, da han savede de gamle løb af, som en begyndelse på en sleeving. (Læs artiklen om NPs redning af mit gevær).
Mange – ikke bare i Midtjylland, men i hele landet – kendte NP og hans værksted. Han var også en aktiv medspiller i Herning Jagt Center, hvor det er helt naturligt, at den stikvej, som fører ned til centrets Hjortebane hedder “N.P. Nielsens vej”. Og det er ikke nogen overraskelse, at netop Hjortebanen på HJC i dag styres af NPs datter Gitte Madsen – en ildsjæl, der har formået at få denne del af centret til at være et aktiv, som folk fra hele landet gerne skyder på.
Et godt råd: Når du har købt dit første haglgevær så kom af sted til Flugtskydningsbanen. Allerhelst lave en aftale med instruktør – så kommer du godt fra start.
Som forbrugere lever vi et af de mest beskyttede lande i hele verden. Uanset om vi køber en bil, et rugbrød eller lejer et værelse har vi retningslinjer, love og bekendtgørelser, som beskytter os, hvis ikke vi får det vi er blevet lovet og har betalt for.
Advarsel: der kan forekomme ubehagelige sandheder, ubekvemme forslag og bemærkninger i denne tekst. Håber den kan give noget at snakke om i den lange sommer….?
Derfor synes jeg det er ved at være på tide, at vi også får en eller anden form for forbrugerbeskyttelse, når vi smider mange tusinde kroner på bordet for at leje et jagtareal, som oveni også er helt uden varedeklaration.
Det mest almindelige er jo, at vi kigger på arealet og bliver vist vist rundt af ejeren og måske en af de tidligere lejere. Så kan vi selv se hvordan arealet er. Det er sælgeren/udlejeren, som kører turen og fortæller. Det er sjældent der f.eks. fremlægges statistikker/jagtjournaler for de foregående år. Og hvis der gør er disse iøvrigt korrekte? Vi har sjældent en chance for at se, om de fire rådyr vi ser måske er de sidste overlevende efter fem år med rovjagt. Eller om de nævnte antal fasaner, som kan skydes udelukkende stammer fra store og måske ikke registrerede/ulovlige udsætninger.
Nu er det jo heldigvis sådan, at de fleste mennesker er reelle og ordentlige og ikke som udgangspunkt vil snyde andre, men der er jo en grund til at der er en poulær gruppe på Facebook, som hedder “Jagtsvindlere ….” Og der er en grund til, at der af og til opstår tvister mellem lejere af jagt og udlejerne. Og i de tilfælde er der sjældent hjælp at hente udover at gå rettens vej. Det ville klæde Jægerforbundet, hvis de havde en juridisk afdeling, hvor svigtede jagtlejere som forbundet jo repræsenterer kunne få gratis hjælp, men mig bekendt er det ikke en mulighed. Når uenighederne opstår ender det ofte med, at aftaler opsiges efter blot en enkelt sæson og hurtig udskiftning af jægere på et areal er sjældent et godt tegn.
Nu ved jeg godt, at de fleste jægere og jagtudlejere stoler på hinanden og måske endda kender hinanden så de allerhelst vil lave mundtlige aftaler, måske endda uden kvittering eller kontrakt. Det er for så vidt også fint og kan sagtens fungere mange steder, men det er værd at huske på, at det altid er køberen/lejeren som står med håret i postkassen, når der er købt/lejet noget, som ikke lever op til en mundtlig aftale. Det tror jeg de fleste af os ved fra hverdagens små handler og aftaler. Som heldigvis næsten altid er i orden, men som kan skabe voldsomme konflikter og livslange uvenskaber, når det går skævt. Vi er alle vante til at gemme kvitteringen – man ved jo aldrig.
80.000 lejere versus 22.000 udlejere
Jeg ved også, at i de kredse hvor jægere og jagtudlejere færdes er kontrol og ønsker om “varedeklarationer” nærmest bandeord. Men husk på, at vi er 80.000 aktive jægere, som skal handle med den del af de 22.000 landmænd og skovejere, som lejer ud. Forholdet er ikke helt jævnbyrdigt. Man skulle tro, at flertallet/kunderne har størst indflydelse. Sådan er det for det meste ikke. Køb til prisen eller skrid fra matriklen er forhandlingsgrundlaget. Og så lang tid der altid holder tre andre jægere i indkørslen klar til at overbyde uden betænkning er det svært at stille krav om f.eks. dokumentation for vildtbestanden, de forrige jægeres aktiviteter og i hvor høj grad arealet kan bære en reel og ærlig udlejning.
Jeg taler ikke for at vi skal have flere love og forordninger. Jeg mener tiden er inde til en certificering af jagt i Danmark. En frivillig ordning, som kan etableres mellem udlejerne og lejerne. Den skal ikke administreres af Jægerforbundet, som har haft rigtig mange år til at tænke i de baner og burde være jægernes “fagforening”, men som i årenes løb har udviklet sig til at være mere på udlejernes side.
Forbundet er i hele sin politik alt for håndsky overfor udlejerne. Det siges jo ofte, at hvis vi vil på jagt skal vi være “gode venner” med landmændene og skovejerne. Det er den linje Jægerforbundet nu har fulgt i mange år og altid sagt tak og udelukkende betragtet udlejerne som partnere og ikke parter i en handelsrelation.
Der er også det ofte sagt, at hvis vi ikke siger tak og bukker, stiger priserne på jagt bare. Kun delvist rigtigt. De to kategorier af udlejere tjener ganske godt på jagtudlejningen (de seneste tal er fra 2014 og siger 220 millioner kroner i jagtleje om året) og som jeg fandt ud af i arbejdet med min bog fra 2022 er en stor del af lejeindtægten ikke at finde i regnskaberne, ifølge Landbrug & Fødevarer (“Jagt i Dannark….” kapitel 6). Kan være en grund til modstand mod registrering og måske er det samme tanker, der ligger bag fra de jægere som betaler.
Det er vigtigt, at det er mit indtryk at de fleste aftaler mellem jægere og landmænd er helt i overensstemmelse med skattelov og alle mulige andre regler, som har indflydelse på udveksling af penge mellem mennesker, som ude i det almindelige samfund, hvor vejene er asfalterede og kontanter efterhånden er ret sjældne.
Dette skilt er iflg. Miljøstyrelsens beskrivelse et såkaldt skræmmeskilt, som er ulovligt, hvis adgangen bag skiltet ellers er lovlig. Men det er faktisk værre, at den typr hjemmelaved skilte i den gra kan provokere ikke-jægere på søndagstur i skoven.
Kritiske øjne kigger på os
Men det er lige nu meget vigtigt at være bevidste om, at der bliver kigget på jagtudøvelsen i Danmark med kritiske øjne fra mange sider. Det viser de seneste afsløringer omkring udsætninger, som blev offentliggjort af Vildtforvaltningsrådet, som er statens rådgivende organ omkring jagt. Udsætningerne er meget større end de lovpligtige indberetninger viser og det er dårlig PR for både udlejere og jægere. Og hvordan har jægerne det med at betale for at skyde fugle, som i realiteten er udsat ulovligt?
En certificering skal indeholde oplysninger om udsætningen, om tilmeldingerne til det Centrale Husdyr Register, om foderindkøb og om volierer og udsætningspladser er lovlige. Inden vi vælger at kigge på en evt udlejning ville vi kunne tjekke udlejerens hjemmeside med alle disse oplysninger.
Systemet er ved at blive indarbejdet i England og der kommer flere og flere udbydere til. Det bør kunne udvikle sig til at alle som lejer ud oplyser alle relevante ting.
Igen: de fleste af os er på den rigtige side og vi kan til enhver tid forsvare overfor omverdenen, at vi går på jagt på en ordentlig og lovlig måde. Men de tilfælde af overtrædelser som har været fremme i de sidste par år rammer alle – også de jægere som aldrig kunne finde på at bryde loven.
Jeg har beskæftige mig med problematikken i min bog “Jagt i Danmark – de seneste 100 år”. Her er et udskrift fra bogen:
Ingen forbrugerbeskyttelse
Prisudviklingen har selvfølgelig fulgt den almindelige økonomiske udvikling i samfundet, men når det drejer sig om jagt har efterspørgslen større betydning end hvis det er almindelige varer, der udbydes. F.eks. stiger prisen på en ost fra Thise Mejeri jo ikke hvis efterspørgslen stiger, men lejen på jagtarealer med et godt ry stiger altid ved nye lejere. Om kvaliteten er til stede er der ikke garanti for. Der er eksempler på jagtarealer, som stort set ikke har vildt på matriklen, men bliver udlejet til høje priser.
Endnu et eksempel på det unaturlige forhold mellem udlejer og lejer, som ikke er baseret på almindelige handelsvilkår. Kunden (lejeren) har ikke nogen forbrugerbeskyttelse eller rettighed, hvis varen, jagtearealet og vildtbestanden, ikke er som lovet/annonceret. Almindelig forbrugerbeskyttelse eksisterer ikke.
Udlejningen kan deles op i forskellige kategorier. 1) Udlejning af almindelig landbrugsjord 2) udlejning af skove/plantager eller landbrugsejendomme med skov/plantage 3) udlejning af deciderede naturejendomme.
For den enkelte jæger er lejeudgiften den væsentligste løbende udgift. En konsortieplads i konsortier med op til 25 medlemmer/jægere kan på Sjælland nemt koste 25-30.000 kr. om året, mens prisen i Jylland for det meste er godt under det halve.
At leje jagten på de store godser er traditionelt omfattet af en tro på, at det er god jagt. Her skal man være opmærksom på, at mange godser ikke tager særlige hensyn til jagten i den daglige drift. Udlejning til jagt betragtes udelukkende som en indtægt på lige fod med rapshøsten på marken. Det er indtægten pr. ha. der tæller.
Hvad betaler vi for?
Der er ofte ikke kontrol med afskydning og jagtform, så derfor kan vildtet på disse arealer være skudt ned. Der er mange eksempler på, at jagtudbyttet på tilsyneladende fine lokaliteter i realiteten ikke giver mulighed for udbytte, der står mål med prisen. Vildtet er simpelthen skudt væk igennem en årrække, som i årene efter 1922, hvor det dog var de nye ejere og ikke lejere, som skød alt vildt på ejendommen. Og udlejeren har fordel af, at arealet måske ser godt og lovende ud ved en fremvisning.
I praksis betyder det, at nye jagtlejere på sådanne lokaliteter falder for udseendet og eventuelle beretninger om store udbytter, hvorefter de, når jagtsæsonen er i gang opdager, at der ikke er vildt på jagten, der står i forhold til prisen og det lovede. Det er meget svært at vurdere vildtforekomster ved en eller to fremvisninger.
Den grådighed, som flere gange optræder i betragtningerne omkring jagt fra 1922 og op til i dag kan også rettes mod dem, der lejer jagtretten ud. Risikoen for at betale for ingenting er der mange eksempler på.
Det er en almindelig påstand, at netop jagt kan man jo ikke garantere noget på. Det er ikke korrekt. En udlejer vil i de fleste tilfælde have kendskab til om bestanden af vildt er skudt ned af tidligere lejere eller om vildtet egentlig aldrig har været der.
Hvis vi skal have den mulighed fremover skal vi respektere alle andre brugere af naturen. Det er muligt du synes det er uretfærdigt, at de kan cykle rundt overalt og døgnet rundt uden at betale o.s.v. Men vi er kun 80.000 og de er 2.4 millioner…
Certificering og varedeklaration
Der er ikke nogen varedeklaration på jagtarealer. I England oplever man at jægerne begynder at agere som forbrugere og vil have sikkerhed for den vare/jagt de betaler for. Et stigende antal udlejere er begyndt at deklarere deres jagt efter bestemte retningslinjer, så nye lejere ved hvad de betaler for.
Det vil være en vej frem i Danmark, hvor vi jo har en lang tradition for varedeklarationer og forbrugerbeskyttelse. Så vil jægerne få status som forbrugere og dermed en større sikkerhed for, hvad de betaler for, ganske som når vi køber alle andre varer.
En certificering af et jagtareal vil kunne give jægerne den forbrugerbeskyttelse vi er vante til.
Hvorvidt der er interesse for en sådan certificering er nok tvivlsomt. Det vil naturligvis først og fremmest af udlejerne (landbruget) blive betragtet som endnu et indgreb i deres ejendomsret og ret til at administrere egen jord. For jægerne vil mange tage afstand fra, at andre udefra skal vurdere og sætte værdi på den jagt, som er tilbudt til leje. Uden tvivl vil mange jægere også betragte det som et indgreb og en begrænsning.
I en sådan ordning vil bæredygtighed og klimabevidsthed naturligvis spille en fremtrædende rolle og i den sammenhæng vil det påvirke udlejerne til at forbedre habitaten og levevilkårene for vildtet på den ene side. På den anden side kunne man forestille sig, at en sådan ordning også kunne udstikke retningslinjer for hvordan jagten skal drives forsvarligt og bæredygtigt på netop denne matrikel. Krav i certificering vil gå begge veje.
I England er det ikke staten eller offentlige myndigheder, der er involveret i disse forhold, det er et samarbejde mellem jordejerne og jægernes egne organisationer og det er selvfølgelig en frivillig ordning. (Tekst fra bogen slut her)
Der er mange, som helst ser denne side af os jægere ude i naturen…
Nytænkning er nødvendig
Jeg ved, at nogle vil fremhæve den sammeslutning der går under navnet “Bæredygtig jagt”, som en af vejene frem, men de har på ingen måde forbedret indsatsen for at drive jagt mere bæredygtig i Danmark. Læs artiklen her.
Efter sommerferien vil jeg skrive mere om dette emne og jeg vil fortælle hvilke muligheder der ligger lige til støvlesnuden for at gøre jagt og usætning bedre og mere bæredygtigt. Det kan sagtens lade sig gøre at udsætte bæredygtig og inden for reglerne og for jægerne/lejerne vil det betyde at samvittugheden ikke lider overlast. Måske kan vi få et mere nuanceret syn på hvordan en frivillig certificering kan komme ind i billedet.
Der er i den grad også en etisk side af alt dette. Vildtforvaltningsrådet skal inden udgangen af dette år have drøftet og forhåbentlig gennemtænkt et reelt sæt nye og mere omfattende sæt etiske regler for jagten i Danmark. Selvom halvdelen af befolkningen er positiv er der en anden del, som slet ikke ser nogen grund til jagt, udsætninger af ænder og fasaner, regulering af invasive arter (også i yngletiden) og så meget videre.
Vores kort på hånden, som jægere er i mange tilfælde ikke i overensstemmelse med de meldinger vi kommer med. Var det poker eller andet spil ville jægerstanden i mange tilfælde ikke kunne være med. Vi ved alle, at den spiller som konsekvent melder alt for højt ud (Jægerforbundets stil) og kun vil bluffe, ikke bliver inviteret med til bordet fremover.
Ja, dette vil provokere mange af jer. Det er meningen. Jeg vil gerne understrege, at hvis jagt i Danmark også skal være noget vi kan have glæde og fornøjelse af de næste 100 år skal vi til at tage omgivelserne og de 2.4 millioner andre organiserede naturbrugere (som også sidder i Vildtforvaltningsrådet) alvorligt og kigge hinanden dybt i øjnene . Historisk er det altid gået galt for dem, som tror de kan levere eventyret, men så bliver taget med bukserne nede alt for tit.
Jeg har modtaget mange hevendelser siden min bog kom ud. De fleste er meget positive og udtrykker enighed med mig. Men mange er i samme åndedrag bekymrede for, at sandheden kommer ud. Den virksomhed eller gruppe, som for enhver pris vil holde problemerne indenfor egne vægge kommer altid i problemer. Og er det en gruppe af mennesker sker det samme. Informationerne løber stærkt i dag og risikoen for at det snavsede vasketøj også kommer frem er stor i dag. Jeg håber at åbenhed og debat som ikke lukker af for kritik kan gøre, at vi fortsat kan komme på jagt og hilse på de andre gæster i skov og mark med respekt og få respekt fra deres side.
God sommer til alle. Bukken går måske endnu derude og venter på dig og du skal huske at fodre med omtanke og sætte fasaner og ænder ud så naturligt som muligt. Knæk og bræk.
Hvis du tænker på hvordan fordelingen mellem ikke-jægere og jægere/jagtudlejere er her i Danmark ses det af sammensætningen af Vildtforvaltningsrådet:
Medlemmer i rådet er:
Danmarks Naturfredningsforening (130.000 medlemmer)
Dansk Ornitologisk Forening (17.500 medlemmer)
Dyrenes Beskyttelse (75.000 medlemmer)
Friluftsrådet som paraplyorganisation repræsenterer 2.4 mio. medlemmer (her minus Jægerforbundets medlemmer af organisationen)
I alt 2.6225 00 medlemmer
Landbrug & Fødevarer (22.000 medlemmer og to pladser i Rådet)
Jeg har i dagens udgsave af Kristeligt Dagblad skrevet en kronik om udsætningerne. Den er af gode grunde skrevet før jeg har fået kendskab til indstillingen fra Vildtforvaltningsrådet.
En udsætningsvoliere på et dansk gods med store udsætninger. Indtil videre fortsætter udsætningerne i ti år
Lørdag kunne Vildtforvaltningsrådet endelig offentliggøre forliget omkring den fremtidige politik for udsætning af ænder og fasaner i Danmar. Der er nu en indstilling på vej til miljøministeren, som træffer den endelige beslutning.
I indstillingen ligger det klart at udsætning af ænder til jagt kun kan ske fem år frem, hvorefter der helt lukkes ned for denne udsætning.
Fasaner (og agerhøns) kan fortsat sættes ud i en tiårig periode på en række skærpede betingelser.
Som det er fremgået i artikler her har udsætningsdiskussionen været en af de virkelige hårde knolde i Vildtforvaltningsrådets arbejde og det er en tilfreds formand Jan Eriksen som siger:
“Jeg ved, at det har været en stor udfordring at nå et resultat, som indebærer flere biotopfremmende tiltag, en lang tidshorisont, mere uddannelse og et forbedret kontrolsystem i forhold tilfasaner og agerhøns og udfasning af udsætning af gråænder”.
Kurser og kontrol
I meddelelsen fra Vildtforvaltningsrådet, som er udsendt i dag ved middagstid er hovedtrækkene at det fortsat er muligt at udsætte fasaner og agerhøns, der dog kræver biotopforbedrende tiltag, samt at den ansvarlige for udsætningen har gennemgået et kursus, at udsætningen anmeldes i Miljøstyrelsen og godkendes der, at opdræt af fasaner og agerhøns kræver tilladelse fra Fødevarestyrelsen, at der sker en skærpet kontrol af import af æg og kyllinger, at dansk producerede fasaner og agerhøns opprioriteres samt endelig, at forligsperioden er fastsat til 10 år med løbende evaklueruing.
I uddybningen af disse punkter fremgår de ting der skal sættes i værk primært for at kontrollere udsætningerne rummer en del udfordringer. Dels skal udsætningerne foregå på en “bæredygtig” måsde (uden at begrebet er forklaret) og dels skal udsætningsstederne/ejerne forpligtes til at lave biotopforbedrende tiltag ud fra devisen om at “hvis man udsætter fasaner/agerhøns, skal man også levere mere natur”.
“Krav og rammer til biotopforbedrende tiltag udarbejdes af biotopplanudvalget efter inspiration fra ”skema for pointtildeling af biotopplantiltag”
(Pkt. 1, på ejendomme under 100 ha. såfremt der ikke udsættes flere end 100 fasaner/agerhøns.) (Pkt. 2, på ejendomme over 100 ha. eller derover såfremt der ikke udsættes flere end 1 fasan/agerhøne pr. ha.)”
Tre gråænder som alle er skudt fra en udsætning i Jylland. Om fem år er det kun vilde ænder som kan skydes.
Som nævnt forsvinder udsætning af ænder. Til gengæld skal der etableres bedre levevilkår for vilde ænder. Denne del skal bl.a. udformes og kontrolleres af kommunerne.
Indstillingen er langt mindre indgribende end mange havde frygtet/forventet. Så det er helt sikkert rådets medlemmer fra Landbrug & Fødevarer, Dansk Skovforening og Jægerforbundet, som har trukket det længste strå.
Det natursyn formanden for Vildtforvaltningsrådet formand Jan Eriksen tidliugere har givet udtryk for synes ikke at være slået igennem i disse forhandlingere. Han sagde i “Vildtinformation 2023″ således: ”Personligt har jeg ikke taget stilling til, om udsætning af fasaner og ænder skal udfases, men det er forkert at fortælle omgivelserne, at jægerne er store naturforvaltere, og at vi høster af naturens overskud, når vi udsætter så mange dyr.”
Det er vigtigt nu at holde sig for øje, at dette er en indstilling. Skifrtende miljøministre har gennem tiden stort set fulgt Vildtforvaltningsrådet indstillinger, men det er ministeren som alene træffer afgørelsen.
I den kommende tid kan miljøminister Magnus Heunicke sikkert forvente besøg og henvendelser fra lobbyister fra de organisationer og grupper som har interesse i denne indstilling.
